Danmark ser positivt på EU-forslag om prisloft på russisk gas
Statsminister Mette Frederiksen (S) vil drøfte med EU-kolleger, hvad der skal ske med priser på el og gas.
Regeringen er positivt stemt over for et EU-forslag, der går ud på at sætte et prisloft for prisen på russisk gas.
Det siger statsminister Mette Frederiksen (S), efter at EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, tidligere onsdag foreslog dette.
- Det er vi positive over for, og det er vi helt generelt. Vi kigger EU-mæssigt både i forhold til de høje elpriser og de høje gaspriser, siger Mette Frederiksen.
- Normalvis er der konsensus i Europa om, at vi har behov for et velfungerende marked, men markedet er nu sat ud af kraft.
- Derfor støtter vi op om potentielt både at gribe ind i markedsfunktioner, der gælder el, og når det gælder prisloft på russisk gas, siger statsministeren.
EU-landene har indført en lang række økonomiske sanktioner mod Rusland, efter at russerne 24. februar invaderede Ukraine.
Ursula von der Leyen fremlagde onsdag i overskriftsform fem forslag, som skal få energiprisen ned i EU. Blandt dem er altså et prisloft for russisk gas.
- Vi ved, at sanktionerne gør ondt på Rusland, men vi skal også ramme Ruslands indtægter. Det kan vi gøre med et prisloft, sagde hun på et pressemøde i Bruxelles.
Et prisloft vil konkret sige, at EU-landene beslutter, hvor meget man maksimalt vil betale for russisk energi. Dermed bliver det i teorien EU - og ikke Rusland - som sætter prisen på gas.
Rusland kan dog svare igen ved at nægte at levere til den pris, som EU fastsætter.
Om EU-landene individuelt skal kunne sætte et loft for prisen på russisk gas, eller om der skal være et fælles loft, står foreløbig i det uvisse.
- Det er noget, vi skal diskutere med de andre EU-lande, hvordan vi gør det bedst muligt.
- Hele formålet med begge øvelser er at få nedbragt prisen for husstandene og for virksomhederne. Det er det, vi er allermest optaget af, siger Mette Frederiksen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.