Danmark styrker alliance med briter for at sikre sig mod Putin

Danske og britiske soldater skal fremover træne mere sammen i særligt Baltikum og Østersøen.

Danmark har allerede en række aftaler med briterne. Erklæringen skal sikre et tættere og mere lavpraktisk samarbejde i Baltikum og Østersøen mellem de to lande. <i>Martin Sylvest/Ritzau Scanpix</i>

Danmark har allerede en række aftaler med briterne. Erklæringen skal sikre et tættere og mere lavpraktisk samarbejde i Baltikum og Østersøen mellem de to lande. Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Danmark har fredag underskrevet en erklæring om at styrke det militære samarbejde med Storbritannien, som blandt andet åbner for britiske kampfly i Danmark midlertidigt.

Det skal medføre et tættere samarbejde mellem de to lande, som fremover i højere grad skal have et lavpraktisk samarbejde om militære øvelser.

- Der er krig i Europa, som vi alle ved. Rusland har startet en krig i Ukraine. Storbritannien og Danmark har været tætte allierede i mange år.

- Vi gør det, vi siger, og det vil vi blive ved med at gøre, og vi gør det skulder ved skulder, siger forsvarsminister Morten Bødskov (S) ved præsentationen.

Danmark har allerede en række aftaler med briterne. Erklæringen skal sikre et tættere og mere lavpraktisk samarbejde i Baltikum og Østersøen mellem de to lande.

Begge lande er medlemmer af forsvarsalliancen Nato og forsvarssamarbejdet Joint Expeditionary Force (JEF). Det er en udrykningsstyrke med rod i Nato og består af otte Nato-lande samt Sverige og Finland.

Danmark er allerede med i Nato, så JEF er et særskilt samarbejde.

- Nato er kernen i vores fælles sikkerhedsstruktur. Det her handler grundlæggende om en tilføjelse til Nato. Et praktisk øvelsessamarbejde.

- Vi får et meget stærkere, praktisk øvelsessamarbejde omkring det baltiske område og Østersøen, siger Morten Bødskov.

JEF blev etableret på et Nato-topmøde i 2014 som et supplement til Nato. Det er Storbritannien, som leder det. Der er også medlemmer som Sverige, der ikke er med i Nato.

Danmark har for nylig indgået en aftale med USA om at tillade amerikanske styrker på dansk jord permanent.

Fredag sendes der kampvogne og materiel fra Danmark til Estland, hvor Danmark også har styrker udstationeret.

Det fungerer også som en øvelse, hvor danske og svenske kampstyrker benytter lejligheden til at træne sammen. Det er led i den generelle afskrækkelse rettet mod Rusland under den aktuelle Ukraine-krise.

Også den svenske forsvarsminister, Peter Hultvist, er fredag i København. Han skal deltage, når den danske fregat og den svenske korvet skal deltage i den militære øvelse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.