Danmarks nye ambassadør i USA møder sin amerikanske kollega

Fra 1. september er Christina Markus Lassen ny dansk ambassadør i USA. Hun er politisk direktør i dag.

Christina Markus Lassen er tidligere Danmarks repræsentant i Syrien og Jordan. (Arkivfoto). <i>Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix</i>

Christina Markus Lassen er tidligere Danmarks repræsentant i Syrien og Jordan. (Arkivfoto). Niels Ahlmann Olesen/Ritzau Scanpix

USA's nye ambassadør i Danmark, Alan Leventhal, har mandag mødtes med Christina Markus Lassen, der fra 1. september er ny dansk ambassadør i Washington D.C.

Det fremgår af et Twitter-opslag fra den amerikanske ambassadør.

Christina Markus Lassen blev officielt udnævnt til den prestigefyldte post i marts.

- Vidunderligt at møde ambassadør M. Lassen før hun rejser til sin nye post som Danmarks ambassadør i USA, skriver Alan Leventhal på Twitter.

- Danmark er en standhaftig ven og allieret, og det er tydeligt, at ambassadør Lassen og jeg deler det samme fælles mål om fortsat styrkelse af vores tætte partnerskab.

Christina Markus Lassen skifter fra en stilling som politisk direktør i Udenrigsministeriet og var tidligere Danmarks repræsentant i Syrien og Jordan.

Da hun blev udnævnt til den post som 38-årig i 2019, var hun den hidtil yngste kvinde udnævnt som ambassadør for Danmark.

Hun har tidligere arbejdet i USA's hovedstad som ambassadesekretær på den danske ambassade, hvor hun bevidnede terrorangrebene mod USA 11. september 2001.

På den danske ambassade i Washington D.C. afløser hun Lone Dencker Wisborg. Det blev meddelt i november sidste år, at hun denne sommer stopper som USA-ambassadør efter fire år på posten.

Fra 1. september skal hun i stedet være Nato-ambassadør i Bruxelles for Udenrigsministeriet, fremgår det af en artikel fra mediet Altinget fra marts.

Også Erik Brøgger Rasmussen, direktør for Organisation og Borgerservice i Udenrigsministeriet får nyt job fra 1. september.

Under coronapandemien dukkede han flere gange op på myndighedernes pressemøder for at fortælle om rejserestriktioner i resten af verden.

Erik Brøgger Rasmussen skal være ny FN-ambassadør i Geneve i Schweiz.

16. juni blev forretningsmanden Alan Leventhal godkendt som ny ambassadør i Danmark for USA. Det skete godt seks måneder efter præsident Joe Biden havde nomineret ham.

Alan Leventhal blev modtaget af dronning Margrethe 1. juli på Marselisborg Slot og kunne dermed begynde sit arbejde som ny ambassadør.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.