Danmarks Statistik slår fast: Rød blok har 90 mandater og flertal

Der bliver ikke ændret på mandatfordeling ved valget, oplyser Danmarks Statistik. Rød blok beholder flertal.

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan glæde sig over, at Danmarks Statistik har bekræftet, at rød blok fortsat har 90 mandater i Folketinget efter ekstra grundig gennemgang af stemmerne. <i>Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen (S) kan glæde sig over, at Danmarks Statistik har bekræftet, at rød blok fortsat har 90 mandater i Folketinget efter ekstra grundig gennemgang af stemmerne. Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Mandatfordelingen ved folketingsvalget tirsdag står ved magt.

Det oplyser Danmarks Statistik fredag på Twitter.

Den centrale myndighed for dansk statistik har lavet en ekstra grundig kontrol af valget, der endte med 90 mandater til den røde blok, hvilket akkurat er nok til et flertal i Folketinget. Og det resultat er altså nu stadfæstet.

- Danmarks Statistik forventer at kunne melde fordeling af kredsmandater, tillægsmandater, valgte kandidater og stedfortræderrækkefølge ud inden for den kommende uge, lyder det.

Dermed bliver en række politikere holdt i uvished et stykke tid endnu. En af dem er Alex Ahrendtsen fra Dansk Folkeparti, som i første omgang er blevet valgt i Fyns Storkreds. Men det kan ændre sig.

- Jeg lever sådan set fint med at være på pinebænken, fordi det her skal gøres grundigt, siger han til TV 2 Fyn.

- Vores forventning er, at det fynske tillægsmandat i sidste ende overgår til DF i Nordsjællandskredsen (Nordsjællands Storkreds, red.) og dermed Pia Adelsteen.

Enhedslistens Søren Egge Rasmussen troede på valgnatten ikke, at hans parti ville få et mandat i Sydjyllands Storkreds, hvor han stod som nummer et på partilisten.

Torsdag kom det så frem, at han med blot 264 personlige stemmer alligevel stod til at blive valgt ind.

Fem andre kandidater fra Enhedslisten fik flere personlige stemmer end Søren Egge Rasmussen i storkredsen, men da partiets listestemmer tildeles i prioriteret rækkefølge til kandidaterne, endte han med mandatet.

Danmarks Statistik gennemfører efter hvert valg en kontrol af valgresultatet.

I år blev det dog besluttet, at man ville lave en ekstra grundig kontrol. Det skyldtes, at valget var meget tæt.

- Danmarks Statistik er derfor nødt til at supplere valgsystemets beregninger med en særlig grundig kvalitetssikring, som tager ekstra tid, skrev myndigheden torsdag i en pressemeddelelse.

På valgaftenen var der spænding til det sidste, men det endte med 87 mandater til partierne i den røde blok, der består af Socialdemokratiet, SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet.

Med to røde mandater fra Grønland og et fra Færøerne nåede blokken op på de nødvendige 90 mandater, der udløser flertallet.

Blå blok, der består af Venstre, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, De Konservative, Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti, kunne kun mønstre 72 mandater samt et mandat fra Færøerne.

Tidligere Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen fik 16 mandater med sit nye parti, Moderaterne.

Hans parti står uden for blokkene og ønsker en bred regering hen over midten.

Det samme ønsker Socialdemokratiet og De Radikale. Derfor er det heller ikke givet, at en ny regering kan dannes hurtigt.

Både SF og Enhedslisten, der lige som De Radikale har været regeringens støttepartier siden 2019, ønsker, at statsminister Mette Frederiksen (S) skal danne en rent rød regering.

Regeringsforhandlingerne begyndte fredag morgen på Marienborg, som er statsministerens embedsbolig.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.