Valg

Danmarksdemokraterne sejrer i Inger Støjbergs hjemby

Inger Støjbergs parti får flest stemmer i blandt andre Mariagerfjord-kredsen, hvor hun selv bor i Hadsund.

Kristoffer Storm er spidskandidat for Danmarksdemokraterne ved dette års Europa-Parlamentsvalg. Her ses han fejre partiets ene mandat med formand Inger Støjberg søndag aften. (Arkivfoto).
Kristoffer Storm er spidskandidat for Danmarksdemokraterne ved dette års Europa-Parlamentsvalg. Her ses han fejre partiets ene mandat med formand Inger Støjberg søndag aften. (Arkivfoto). Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:35

Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, har aldrig været opstillet til et Europa-Parlamentsvalg før. Søndag kom partiet ind i parlamentet med ét mandat.

Og især i Nordjylland har partiet succes, hvor det får flest stemmer i kredsene Skive, Thisted og Mariagerfjord.

Inger Støjberg bor i Hadsund, der hører under Mariagerfjord-kredsen. Her får partiet 22 procent af stemmerne.

Til sammenligning får Venstre 16,5 procent af stemmerne, og partiet går dermed 18,2 procentpoint tilbage i forhold til sidste Europa-Parlamentsvalg i 2019.

Her får spidskandidaten, Kristoffer Storm, flest personlige stemmer. Han får 2225 stemmer og er dermed 828 stemmer foran Venstres spidskandidat, Morten Løkkegaard.

Faktisk får Kristoffer Storm flest personlige stemmer i otte ud af ni valgkredse i Nordjylland. I Aalborg Øst løber SF's Kira Marie Peter Hansen med flest personlige stemmer - dog kun ni flere end storm.

I Skive-kredsen får Danmarksdemokraterne 20,4 procent af stemmerne, og i Thisted-kredsen er tallet 19,9 procent. I begge kredse går Venstre tilbage med henholdsvis 15,4 og 21,3 procentpoint.

Også i de omkringliggende kredse giver det nye parti deres konkurrenter i Venstre kamp til stregen. I Himmerland-kredsen får Danmarksdemokraterne 18,6 procent af stemmerne og er dermed tæt på Venstre, som med 23,5 procent er det største parti i kredsen.

Her slår Kristoffer Storm (DD) Venstres Jakob Dyrman med knap 1000 stemmer og er den største stemmesluger i valgkredsen. Kristoffer Storm får 3069 stemmer, mens Jakob Dyrman får 2106.

I Brønderslev-kredsen, hvor Socialdemokratiet tog sejren, overhalede Danmarksdemokraterne Venstre med 19,2 procent over for Venstres 18,8 procent. Her fik Socialdemokratiet 19,7 procent af stemmerne.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden