Dansk minister måtte søge tilflugt i kælder i Ukraine

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er som den første minister i Ukraine efter russisk invasion.

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er tirsdag i Ukraine. (Arkivfoto). <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) er tirsdag i Ukraine. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

For næsten syv uger siden invaderede Rusland naboen Ukraine, og siden har der været krig i Ukraine.

Tirsdag har den første danske minister besøgt Ukraine efter invasionen 24. februar.

Der er tale om udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S), som gæster den ukrainske by Lviv.

Et møde med Lvivs guvernør blev afbrudt af en luftalarm. Det skriver ministeren på Twitter.

Han måtte derfor gå ned i en kælder.

- Mødet blev desværre afbrudt af en luftalarm, og vi måtte gå i kælderen i 10 minutter. Et kort indblik i den hverdag, som ukrainerne har måttet vænne sig til her i Lviv de sidste syv uger, skriver Flemming Møller Mortensen.

Ifølge Flemming Møller Mortensen takkede guvernøren Danmark for støtten.

- Første møde var med guvernøren for Lviv-regionen, Maksym Kozytskyi, der takkede for den internationale hjælp, det internationale sammenhold og de danske virksomheder, der bliver og skaber jobs. "Danmark føles meget tættere på os, end vores naboer gør", som han sagde, skriver Flemming Møller Mortensen.

Mandag gæstede Flemming Møller Mortensen Polen, som er nabo til Ukraine. Polen har derfor modtaget mange af de ukrainere, der er flygtet fra krigen. Der er også flygtet ukrainere til Danmark.

Det er den danske regerings forventning, at der efter påske vil være mellem 35.000 til 40.000 ukrainske flygtninge i Danmark.

Flemming Møller Mortensen skrev mandag på Twitter, at 4,5 millioner ukrainere er flygtet ud af Ukraine siden invasionen. Befolkningstallet i Ukraine er 44 millioner.

Ministeren er ikke den første danske politiker, der har besøgt Ukraine, siden krigen begyndte.

I sidste uge var Rasmus Jarlov og Marcus Knuth fra De Konservative i Kyiv sammen med 30 andre europæiske politikere.

Herunder både europaparlamentarikere og medlemmer af nationale parlamenter i blandt andet Tyskland og Sverige.

Fredag besøgte delegationen blandt andet den krigshærgede Kyiv-forstad Butja.

Byen har været meget omtalt internationalt, efter at grumme billeder derfra med angiveligt døde lig på gaden er gået verden rundt.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.