Dansk Nato-støtte til Sverige og Finland ventes på plads i næste uge
Fuldgyldigt Nato-medlemskab kræver blandt andet godkendelse i Nato-landenes parlamenter.

Sverige og Finland ønsker optagelse i forsvarsalliancen Nato. (Arkivfoto). Pascal Rossignol/Reuters
Regeringen vil torsdag fremsætte et beslutningsforslag og bede Folketinget om at give officielt grønt lys, til at Sverige og Finland kan blive optaget i forsvarsalliancen Nato.
Det står fast efter et møde onsdag morgen i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har deltaget.
- Jeg er glad for, at vi med dette skridt - som en af de første allierede - gør klar til at byde Sverige og Finland velkommen i Nato, siger Kofod i en pressemeddelelse.
Statsminister Mette Frederiksen (S) og regeringen har allerede meddelt, at Danmark vil støtte en optagelse af Sverige og Finland i Nato.
Men et fuldgyldigt Nato-medlemskab kræver blandt andet godkendelse i Nato-landenes parlamenter. Altså heriblandt i Folketinget.
- Finsk og svensk medlemskab vil styrke sikkerheden i Norden og gøre Nato endnu stærkere. Og så vil det give nordisk samling i Nato. Derfor er det vigtigt, at vi nu gør vores hjemmearbejde, så optagelsen kan foregå så hurtigt som muligt, siger Kofod.
Det skyldes blandt andet Ruslands invasion af Ukraine, at Sverige og Finland ønsker optagelse i Nato.
Beslutningsforslaget vil straks blive førstebehandlet, når det fremsættes torsdag. Andenbehandlingen ventes at finde sted 7. juni. Herefter skal Folketinget stemme og vedtage det.
I sidste måned meddelte Danmark, Island og Norge, at den nordiske trio er klar til at hjælpe Sverige og Finland i tilfælde af angreb på deres territorium, inden de to lande har opnået medlemskab af Nato.
Mette Frederiksen sagde i den forbindelse, at Danmark bakker helhjertet op om ansøgningerne til forsvarsalliancen.
- Det giver i vores øjne mulighed for et styrket nordisk samarbejde også inden for sikkerheds- og forsvarsområdet, sagde Mette Frederiksen.
- Vi ønsker derfor, at Danmark skal gøre alt, hvad vi kan, for at Finland og Sverige så hurtigt som muligt kommer ind i Nato, tilføjede hun.
Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sagt, at han ikke har nogen udeståender med Sverige og Finland. Putin er dog stærkt imod Nato.
Ifølge det russiske nyhedsbureau Tass har Putin tilkendegivet, at Natos "udvidelse af militær infrastruktur" vil kræve en form for modreaktion. Hvilken, vides ikke.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.