Danskere over 50 år får tilbudt fjerde vaccinestik fra 1. oktober

Klokken 10 er der pressemøde i Statsministeriet om coronastrategien for de kommende måneder.

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde klokken 10 om corona. (Arkivfoto). <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder pressemøde klokken 10 om corona. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Alle danskere over 50 år får tilbudt fjerde vaccinestik mod coronavirus per 1. oktober. Det erfarer Ritzau samt en række andre medier onsdag morgen.

Beboere på plejehjem vil få tilbudt et nyt stik før 1. oktober.

Klokken 10 onsdag er der indkaldt til pressemøde i Statsministeriet om coronastrategien for de kommende måneder.

Strategien for coronahåndteringen kommer på et tidspunkt, hvor smitten med coronavirus igen stiger i Danmark.

Det skyldes blandt andet en undervariant til omikronvarianten, som er blevet dominerende i Danmark. Den hedder BA.5.

I forrige uge udgjorde undervarianten 32 procent af alle tilfældene i landet, mens varianten i sidste uge udgjorde 59 procent. Det oplyste sundhedsminister Magnus Heunicke (S) tirsdag på Twitter.

Det er ventet, at Heunicke side om side med statsminister Mette Frederiksen (S) samt sundhedsmyndighederne vil være til stede til pressemødet.

Statens Serum Instituts (SSI) direktør, Henrik Ullum, understreger over for TV 2, at der ikke er grund til bekymring lige nu.

- Varianten ser ikke ud at gøre os mere syge, og vaccinerne beskytter godt mod alvorlig sygdom og indlæggelse.

- Samtidigt ser det ud til, at de, der tidligere har været smittet med omikron-varianten, har god beskyttelse mod smitte. Jeg håber ikke, at det kommer til at påvirke sommeren for meget, siger Ullum til TV 2.

B.T. erfarer, at der ikke er fremlagt konkrete planer for, hvordan sundhedsvæsnet, som har været særdeles presset grundet corona, skal håndtere den kommende periode. Ifølge B.T. laver de enkelte regioner selv planer for deres eget beredskab.

Ifølge Ritzaus oplysninger vil der på pressemødet ikke blive fremlagt restriktioner af nogen art for de kommende måneder. Det vil først ske, hvis situationen ændrer sig markant.

Hverken Venstre eller Enhedslisten, som Ritzau har talt med tidligere onsdag, forventer, at der kommer restriktioner over sommeren.

- Det er min forventning, at sommeren bliver restriktionsfri, sagde Enhedslistens sundhedsordfører, Peder Hvelplund, tidligere onsdag.

- Men det er også min forventning med efteråret og vinteren, men det er selvfølgelig også afhængigt af, hvilken variant vi må blive ramt af, sagde han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden