De to grønlandske mandater sikrer rødt flertal

Der er genvalg til Siumut og IA og dermed to mandater til at sikre et rødt flertal.

Aaja Chemnitz fortsætter i Folketinget for partiet Inuit Ataqatigiit, efter at det står klart, at hun har opnået genvalg. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Aaja Chemnitz fortsætter i Folketinget for partiet Inuit Ataqatigiit, efter at det står klart, at hun har opnået genvalg. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Med alle stemmer optalt i Grønland bliver partierne Siumut og Inuit Ataqatigiit (IA) ifølge mediet KNR størst.

Dermed er der genvalg til Aki-Mathilda Høegh-Dam fra socialdemokratiske Siumut og Aaja Chemnitz fra venstrefløjspartiet IA, som kan tage fire år mere i Folketinget.

Begge kandidater har tidligere meldt ud, at de støtter rød blok, som dermed er sikret flertallet.

Det endelige resultat viste sent tirsdag aften 87 mandater til rød blok, så med de to grønlandske og det ene færøske rammer de de nødvendige 90 mandater.

Den grønlandske valghjemmeside viser tidligt onsdag morgen, at samtlige stemmer er talt op.

IA's Aaja Chemnitz har fået 21,7 procent af stemmerne. Aki-Mathilda Høegh-Dam har fået 33,7 procent. Det er ifølge KNR næsten dobbelt så mange stemmer som ved forrige valg i 2019.

IA og Siumut har siddet på de to folketingsmandater i Grønland ved de seneste seks valg.

Det er kun sket én gang siden 1979, at Siumut ikke har fået et af de to mandater. IA kom for første gang i Folketinget i 2001 og har været der siden.

De to partier er klart de største, når det gælder den grønlandske repræsentation i det danske Folketing.

Det tredjestørste parti blev Demokraterne som har fået 18,5 procent. Naleraq har fået 12,2 procent, Atassut 3,6 procent, mens 0,9 procent af de grønlandske stemmer tilfaldt andre.

I alt 19.734 grønlændere afgav deres stemme - i alt 41.305 var stemmeberettigede. Det er en valgdeltagelse på 47,8 procent.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.