DF-formand med udsigt til ja: Uanset har processen været god

DF's Morten Messerschmidt har været blandt få partiledere, som har talt for et nej ved onsdagens afstemning.

Formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har onsdag stemt i Ordrup Hallen. Han havde sin kæreste, Dot Wessman, ved sin side. <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Formand for Dansk Folkeparti Morten Messerschmidt har onsdag stemt i Ordrup Hallen. Han havde sin kæreste, Dot Wessman, ved sin side. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Som et af få partier i Folketinget har Dansk Folkeparti turneret rundt med argumenter for at stemme nej ved onsdagens afstemning om afskaffelse af Danmarks forsvarsforbehold i EU.

Flere meningsmålinger peger på et flertal til ja-siden, men op mod hver femte vælger er fortsat i tvivl.

Men uanset, hvad resultatet bliver, når stemmerne er talt op, mener DF-formand Morten Messerschmidt, at valgkampen har været god for partiet.

Han har onsdag afgivet sin stemme ved et valgsted i Ordrup i Gentofte Kommune nord for København.

- Det her har oven på en turbulent periode for Dansk Folkeparti virkelig har skabt noget sammenhold i partiet. Jeg har aldrig set så mange tillidsmænd i lygtepælene for at hænge vores plakater op, siger partiformanden.

- Uanset hvad udfaldet måtte blive, har det været en rigtig god proces for os internt i partiet.

Folkeafstemningen er da også af politiske kommentatorer, blandt andet i Avisen Danmark, blevet kaldt en gave til Morten Messerschmidt.

Efter en turbulent tid, hvor han som ny formand kæmpede for at holde sammen på DF, har han pludselig stået helt centralt på den politiske scene som den ifølge kommentatorer mest fremtrædende nejstemme.

DF-formanden havde kæresten, Dot Wessman, i hånden, da han onsdag var ved valgstedet for at afgive sin stemme.

- Det seneste halve år har været en spændende omgang. Først formandsvalget i Dansk Folkeparti, så lidt interne trakasserier og så direkte over i en folkeafstemning.

- Jeg synes efterhånden, at der må være lidt Dot-tid i min kalender. Det er ikke meget, vi har set til hinanden, siger Messerschmidt.

Den tidligere europaparlamentariker har været hovedmodstander i dueller og debatter over for regeringens øverste repræsentanter og de øvrige japartier.

Blandt andet førte hans - og andres - kritik af formuleringen af stemmesedlen 1. juni til, at den blev ændret, så det nu fremgår klart, at det handler om EU-forsvarsforbeholdet.

Messerschmidt har fremført, at afskaffelsen af forbeholdet kan blive en glidebane mod et overstatsligt EU-samarbejde på forsvar, så det kunne tvinge Danmark ind i en egentlig EU-hær.

Spørgsmålet om en EU-hær har spøgt i dansk EU-modstand siden Maastricht-traktaten i 1992, da det også var et væsentligt argument for nej-kampagnen.

Men en række eksperter har de seneste uger manet Messerschmidts argumenter i jorden. Danmark kan ikke blive tvunget ind i EU-hær, hvor Folketinget fratages en beslutning over danske soldaters udsendelse, har de sagt.

DF-formanden har - sammen med Enhedslisten - også kørt kampagne på, at Danmark ikke skal deltage i en masse krigshandlinger i EU-uniformer i Afrika.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.