DF tilbyder Støjberg løn for at være tæt på partiet
Tidligere medlem af Folketinget Inger Støjberg har fået tilbudt et job i Dansk Folkeparti. Det skriver DR.
Dansk Folkepartis ledelse har længe talt varmt for, at tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg bør melde sig ind i partiet og endda kan være en formandskandidat. Det er ikke sket, men nu har partiet tilbudt hende et job for at være "tæt knyttet".
Det bekræfter partisekretær, Steen Thomsen, over for DR og fortæller, at det er vedtaget af partiets Folketingsgruppe.
- Inger Støjberg passer, som Kristian Thulesen Dahl (formand red.) også har sagt, én til én til Dansk Folkeparti, så vi vil selvfølgelig gerne have hende så tæt tilknyttet til os som muligt, siger partisekretæren til DR og siger om, hvilket job, det kunne være:
- Det skal vi så finde ud af. Men med Inger Støjbergs kompetence kan vi sagtens finde et job, der vil tilfredsstille både Inger Støjberg og Dansk Folkeparti.
Inger Støjberg blev i december ved Rigsretten idømt 60 dages fængsel for forsætligt at have brudt loven ved at adskille asylpar, hvor den ene var mindreårig, uden den individuelle sagsbehandling, de havde ret til.
Kort før jul blev Inger Støjberg, der også er tidligere næstformand i Venstre, erklæret uværdig til at sidde i Folketinget og mistede dermed sit mandat.
Her fortalte hun, at det sidste ord ikke var sagt fra hende, men at hun endnu ikke ville sige noget om sin fremtid.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.