Direktør: Ikke Bertelsens ansvar at sikre lovgrundlag
Departementschef Barbara Bertelsen får mild advarsel, fordi det ikke var hendes ansvar at sikre lovgrundlag.
Departementschef i Statsministeriet Barbara Bertelsen får mild advarsel for sin rolle, som førte til en "forceret" proces i minksagen, da flere millioner mink blev aflivet i november 2020. Det blev meldt ud uden lovgrundlag.
Ifølge direktør Signe Friberg Nielsen i Medarbejder- og Kompetencestyrelsen var det ikke departementschefens rolle at sørge for, at lovgrundlaget var på plads. Styrelsen har rådgivet om håndteringen af sagen.
- Det, som Minkkommissionen beskriver, er, at hun burde have spurgt til det, men det er også dermed meget tydeligt, at de skriver, at det ikke er hendes ansvar.
- Der sidder et ministerium, som har ansvaret for at vurdere, hvorvidt der er hjemmel eller ej. Det er ikke hendes ansvar at finde ud af, om der er hjemmel, siger hun.
I stedet var det op til det daværende miljø- og fødevareministerium, som var ressortministeriet på sagen.
Minkkommissionen kom med sin beretning 30. juni. Her konkluderes det dog, at Bertelsen burde have rejst spørgsmålet.
- Bertelsen, der selv er jurist, burde havde rejst spørgsmålet om hjemmel over for ressortministeriet, lyder det.
Signe Friberg Nielsen understreger, at en advarsel er i den milde ende af skalaen, hvad angår kritik af embedsmænd.
- Det er i den milde ende, siger hun.
4. november 2020 meldte statsminister Mette Frederiksen (S) ud, at alle mink i Danmark skulle aflives. Det skete på grund af en frygt for mutation af coronavirus i mink og skete uden lovgrundlag.
Frygten var, at det i yderste konsekvens kunne føre til en svækkelse af vacciners effekt.
For Barbara Bertelsen vil der ikke være yderligere ansættelsesretlige konsekvenser. Hun kalder advarslen fra Medarbejder- og Kompetencestyrelsen "alvorlig" og tager den til efterretning.
I afgørelsen fra styrelsen lyder det, at Minkkommissionen ikke anvender ordet "kritisabel" om hendes rolle.
Om Statsministeriet, som hun står i spidsen for, hed det, at det havde handlet "meget kritisabelt".
Minkkommissionen lægger til grund, at Bertelsen ikke var bekendt med, at der manglede grundlag til aflivning af alle mink.
Det har mødt kritik fra flere sider i Folketinget, at ti embedsmænd har fået lov at arbejde videre, mens deres sag blev vurderet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.