Dyr flybillet kostede ikke: Ane Halsboe stadig med i Mettes inderkreds
Ane Halsboe-Jørgensen færdig som kulturminister - nu venter et af de helt tunge ministerier
Opdateret kl. 22:07
NORDJYLLAND: Som kulturminister har hun været på forsiden en gang, og det handlede ikke om kultur, men om en flybillet til Los Angeles. Den var på businessclass, kostede 98.000 og vakte en del opsigt.
Men den billet var nærmest også Ane Halsboe-Jørgensens eneste større fejl som minister, og det ville have været en overraskelse, hvis hun ikke havde været med, da den nye regering blev præsenteret.
For statsministeren og Ane Halsboe-Jørgensen har kendt hinanden længe før nogen af dem blev til noget stort, og Ane Halsboe-Jørgensen har, siden hun kom i Folketinget i 2011, været en del af partiets mest magtfulde inderkreds. Lige siden har hun været en del af gruppeledelsen, og selvom hun ikke er en af de politikere, der har markeret sig mest i offentligheden, har hun til gengæld gjort det internt i partiet.
Torsdag sagde hun farvel til kulturlivet - hendes nye job bliver som beskæftigelsesminister, der traditionelt bliver betragtet som en af de tungere ministerposter.
Havde du regnet med, at du ville få en opringning fra statsministeren med tilbud om en ministerpost?
- Det kan man aldrig tage for givet, men jeg er stolt over at være en del af holdet, og stolt over nu at sidde med for noget så centralt.
Ser du det som en forfremmelse?
- Jeg ser det som et område, der står fuldstændig centralt i den nye regerings visioner for Danmark. Der venter tunge og vigtige opgaver. Beskæftigelsesministeriet er - og har altid været - hjerteblod for enhver socialdemokrat.
Du tiltræder med en bunden opgave. Du skal nedlægge jobcentrene - hvordan skal det ske?
- Opgaven består først og fremmest i, at omlægge indsatsen for de mennesker, der mister deres arbejde. Jeg glæder mig til en enorm stor og vigtig opgave. Jeg vil gerne understrege, at det ikke har noget at gøre med indsatsen fra de mange tusinde ansatte, der i dag løser opgaven. Det handler om, at vi tror på, at vi kan gøre det klogere og sætte indsatsen mere fri, så der kommer mere fokus på tillid og anerkendelse fremfor kontrol. Vi skal sikre en helt anderledes indsats til dem, der er helt uden for arbejdsmarkedet.
Det er fjerde ministerie på under fire år. Kunne du have haft lyst til at blive lidt længere samme sted?
- Jeg har haft lyst til at blive alle steder. Men jeg kan også se en værdi i, at få erfaring fra forskellige områder og forskellige dele af vores samfund. Det er tydeligt for mig, at jeg bærer ny viden og nye perspektiver med fra område til område. Der er en værdi i det lange seje træk, men jeg har også vundet noget ved at se forskellige ting.
Hvilke aftryk fik du sat på kulturen?
- Jeg har været glad for jobbet. Det har været berigende og inspirerende. Jeg er glad for, at museumsreformen er med i det nye regeringsgrundlag. Vi skal få fordelt kulturpengene så vi alle sammen møder kultur og kunsten fra barnsben i vores nærområde. Der er en skævhed i dag, der betyder at blandt andet Nordjylland får for lidt. Jeg er også glad for at have få talt kulturen ind i alle andre ministerier, siger Ane Halsboe-Jørgensen, der er født 1983 i Brovst og gift med Peter Strauss Jørgensen, der var særlig rådgiver for nu tidligere klimaminister Dan Jørgensen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.