Effektivisering og tilpasninger skal sikre velfærd i Aalborg

Det udvidede Økonomiudvalg har fredag formiddag præsenteret sit budgetforslag for 2023-2026 på vegne af Aalborg Byråd.

Pressemøde om budgetforslaget i Aalborg Kommune Aalborg 2. september 2022 <i>Foto: Torben Hansen</i>

Pressemøde om budgetforslaget i Aalborg Kommune Aalborg 2. september 2022 Foto: Torben Hansen

PRESSEMEDDELELSE: Hele Aalborg Byråd har været samlet til budgetdrøftelser den 30. og 31. august 2022 frem mod budgetforslaget. Ligesom resten af landets kommuner oplever Aalborg Kommune stigende udgifter som følge af flere børn og ældre og flere med behov for specialiserede tilbud. Samtidig skal anlægsbudgettet reduceres på grund af prisstigninger og færre penge til området.

Fokus på de specialiserede områder og mental sundhed

Aalborg Kommune er i fortsat vækst, og vi er nu mere end 222.000 borgere - især antallet af børn og de ældre stiger. På serviceområdet har opgaven været at finde penge til at kunne servicere de flere borgere, der har brug for Aalborg Kommunes ydelser - både børn, voksne og dem med særlige behov. Behovene overstiger det, som kommunerne er kompenseret for af staten.

Derfor har der været behov for at finde midler indenfor de eksisterende rammer. Det er lykkedes ved en kombination af effektiviseringer og servicetilpasninger eks. administrativt på jobcentrene pga. færre ledige, rehabilitering på ældreområdet, øget teknologi og takststigninger i svømmehaller og på parkeringsområdet.

Der er prioriteret flere penge til det specialiserede område og til specialundervisning på kommunens skoler. Samtidig er der ønske om at sætte øget fokus på at sikre, at færre børn og unge får behov for kommunens specialiserede tilbud. Et element i dette er en styrket indsats for den mentale sundhed. Aalborg Kommune ønsker at øge samarbejdet med uddannelser, virksomheder mv. for at skabe bedre mental livskvalitet og mindske tilvæksten af borgere, der får behov for vores specialiserede ydelser.

Plejehjem og daginstitutioner prioriteres

På grund af prisstigninger og færre penge til anlæg, så har det været nødvendigt at fjerne nogle anlægsprojekter og udskyde andre for cirka 200 mio. kr. i 2023 til senere år. Samlet set har Aalborg Kommune fortsat anlæg for 600 mio. kr.

Det er lykkedes at lave et budgetforslag, der fastholder de væsentligste projekter, der understøtter Aalborg Kommunes fortsatte udvikling og giver plads til kommunens nye borgere. Det er anlægsprojekter som Børne- og Ungeuniverset på Stigsborg Brygge, nye daginstitutioner og nye plejehjem. Der er også prioriteret de nødvendige infrastrukturprojekter bl.a. for at færdiggøre PlusBussen. Derudover er der prioriteret midler til vedligeholdelse og energirenoveringer af bygningerne.

Fart på byggesager og lokalplaner

Der skal mere fart på behandlingen af byggesager, lokalplaner, vandindvindingstilladelser mm. Der er derfor prioriteret midler til en øget sagsbehandlingsindsats både indenfor By og Land og Klima og Miljø. Antallet af medarbejdere vil derfor blive øget næste år.

Det udvidede Økonomiudvalg består af Jes Lunde (B), Jan Nymark Rose Thaysen (V), Morten Thiessen (C), Kristoffer Hjort Storm (løsgænger), Nuuradiin Hussein (A), Per Clausen (Ø), Peter Lindholt (Æ), Peter Larsen (SF), Rikke Pedersen (D) og Thomas Kastrup-Larsen (A).

Den videre budgetproces i Aalborg Kommune

  • Torsdag den 22. september kl. 13-16 bliver budgettet 1. behandlet af hele Aalborg Byråd i Medborgerhuset.
  • Torsdag den 22. september kl. 19-21 er der borgermøde om budgettet. Det afholdes på KaffeFair, Strandvejen 19, Aalborg.
  • Torsdag den 29. september går slutspurten ind i Økonomi og Erhverv, hvor byrådet er samlet for at få budgetforliget i hus. Budgetforligspartierne holder et doorstep for pressen, når budgetforliget er på plads. Det forventes færdigt ca. kl. 18-19.
  • Torsdag den 13. oktober er der 2. behandling af budgettet i byrådssalen. Her bliver budgettet endeligt vedtaget, og der er herefter ikke mulighed for flere indsigelser, ændringer mm.
  • Budgettet gælder for det kommende år, og der vedtages et nyt budget hvert år. Budgetforligspartierne kommer med foreløbige bud på prioriteringer for økonomien for de tre efterfølgende år, og det vedtagne budget har derfor titlen Budget 2023-2026.

Aalborg Kommune

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.