Her er kronprinsparrets dilemma efter afsløringer på Herlufsholm

Kronprinsparret er tvunget til at reagere, hvis skolen ikke ændrer kulturen og fremlægger en plan for, hvordan forholdene fundamentalt kan ændres, lyder vurderingen fra kongehusekspert

Kronprinsparrets ældste søn, prins Christian, er i øjeblikket elev på skolen - og efter planen skal også prinsesse Isabella starte i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien. <i>Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Kronprinsparrets ældste søn, prins Christian, er i øjeblikket elev på skolen - og efter planen skal også prinsesse Isabella starte i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

INDLAND:Det lægger et stort pres på kronprinsparret, at en række tidligere elever i TV2-dokumentaren Herlufsholms Hemmeligheder beretter om vold, krænkelser og mobning på elitekostskolen Herlufsholm i Næstved. 

Sådan lyder vurderingen fra Thomas Larsen, der er politisk kommentator hos Radio4, og som har dækket kongehuset gennem en lang årrække og også har skrevet flere bøger om kongehuset og Dronning Magrethe. 

- Sagen rammer kronprinsparret dobbelt. De står i en situation, hvor mange med rette kan spørge, hvorfor de lader deres børn gå på den skole, siger Thomas Larsen. 

 <i>Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Kronprinsparrets ældste søn, prins Christian, er i øjeblikket elev på skolen - og efter planen skal også prinsesse Isabella starte i 9. klasse på Herlufsholm efter sommerferien. 

- Derudover ved hver eneste dansker, at kronprinsesse Mary i en lang årrække har engageret sig i at bekæmpe mobning i skolerne. Det rimer utroligt dårligt med, at hun er villig til at sende sine børn hen på en skole, som lige nu er omgærdet af voldsomme og alvorlige anklager. 

Kronprinsparret lagde torsdag aften en udtalelse på sociale medier:

"Som forældre til et barn, der går på Herlufsholm, er vi dybt rystede over de vidnesbyrd, der kommer frem i den aktuelle dokumentar om skolen. Det er hjerteskærende at høre om systematisk mobning og om den krænkelses- og voldskultur, som mange har været en del af. Det er helt uacceptabelt. Som forældre forventer vi, at skolen effektivt sikrer en kultur, hvor alle er trygge og en del af fællesskabet, og vi vil i den kommende tid følge de ændringer, som er åbenlyst nødvendige". 

Thomas Larsen vurderer, at udtalelsen skal forstås som en markant advarsel til skolen:

- Hvis ikke skolen får rettet fundamentalt og hurtigt op på forholdene, så tror jeg, at det er tvivlsomt, om kongefamiliens børn fortsat kan gå på skolen. Så kan en reel udgang i sagen være, at prins Christian bliver trukket ud af skolen, og at prinsesse Isabella slet ikke starter efter sommerferien, siger Thomas Larsen og fortsætter:

- De bruger meget stærke ord i udtalelsen. Kronprinsparret er tvunget til at reagere, hvis skolen ikke ændrer kulturen og fremlægger en plan for, hvordan forholdene fundamentalt kan ændres. 

Vurderingen fra Thomas Larsen er, at skolens ledelse er under et markant pres - også efter at statsminister Mette Frederiksen (S) har blandet sig i debatten. Mette Frederiksen er dybt påvirket efter at have set dokumentaren, skriver hun på Facebook og kalder forholdene på skolen for "utilgivelige".

- Skolens nuværende ledelse - rektor og bestyrelsesformand - står klinet op mod en mur. Hvis de ikke tager sagen alvorligt, og hvis de ikke baner vej for forandringer, så er jeg ret sikker på, at de må vinke farvel til kongefamiliens børn, og det vil indebære et enormt prestigetab for skolen. De er tvunget til at handle, siger Thomas Larsen.

Rektor på Herlufsholm afviser, at der skulle være tale om en general voldskultur på kostskolen, men varsler samtidig til DR, at der vil ske ændringer.

- Der er ikke en eneste elev, der skal krænkes her på Herlufsholm Skole, siger Mikkel Kjellberg til DR. 

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden