Ekspertgruppe: Forslag til CO2-afgift er ikke mindre ambitiøs
Forudsætningerne for en ensartet CO2-afgift har ændret sig ifølge eksperter, som kommer med nyt forslag.
Det fyger med forskellige bud på en ny CO2-afgift i klimadebatten, fordi det er den billigste måde at nå målet om mindsket udledning frem mod 2030.
En ekspertgruppe foreslår i én af tre modeller tirsdag en samlet pris for udledning af et ton CO2. Den stiger løbende og vil være 1125 kroner i 2030.
Det er ikke mindre ambitiøst end tidligere forslag, selv om det umiddelbart kan se sådan ud, lyder det på et pressemøde.
- Vi er ikke mindre ambitiøse, men vi kommer frem til, at vi kan nå målet med en lavere afgift med den arkitektur, som vi anbefaler, siger formand og professor Michael Svarer.
De miljøøkonomiske vismænd har tidligere foreslået en ensartet CO2-afgift på 1200 kroner per ton. Klimarådet har foreslået 1500 kroner.
Det skyldes, ifølge ekspertgruppen der har arbejdet i et år, at forudsætningerne for afgiften har ændret sig.
Siden da er kvoteprisen steget, og der skal indhentes mindre udledning, da man har fået reduceret lidt.
- Det, vi går efter, er at lukke mankoen. Vores ambitionsniveau er at leve op til 70 procentsmålsætningen, og det er også det, de andre gør.
- Der er sket noget, siden de har lavet deres modeller. Grundlaget er faldet, og kvoteprisen er steget, siger Svarer.
Eksempelvis vil ekspertgruppen give 50 procent rabat for de virksomheder, der er omfattet af kvotesystemet. Desuden har man tidligere indregnet et bundfradrag i afgiften.
Det påpeger et andet medlem af ekspertgruppen.
- Det er vigtigt at være opmærksom på, at 70 procent af udledningerne er omfattet af kvotesystemet.
- Det kommer til at betale den danske afgift på 375 kroner samt en forventet kvotepris på 750 kroner.
- Det vil samlet være 1125 kroner per ton CO2, hvilket er ret tæt på det, vismændene har foreslået. Det er stort set samme afgiftstryk, vi snakker om, siger professor Peter Birch Sørensen.
Teknisk set foreslår eksperterne en CO2-afgift på 750 kroner. Virksomheder, som ikke er omfattet af kvoterne, skal betale 750 kroner, mens det bliver halv pris for virksomheder, der er omfattet. Dermed bliver den samlede pris for virksomheder i kvotesystemet 1125 kroner, der består af afgiften på 375 kroner og den forventede kvotepris på 750 kroner.
Med en ensartet pris vurderer eksperterne, at der er risiko for nedgang i produktionen, og at virksomheder vil flytte til udlandet.
Overordnet lægges der op til, at afgiften skal sikre reduktioner på 3,5 millioner ton i 2030. Det er nødvendigt for at nå 2030-målet om 70 procents reduktion.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.