EL forarget over regeringens flugt fra Samsam-sag
Enhedslisten frygtede, at partierne ville droppe løfte om at undersøge Samsam-sag, som de netop har gjort.
Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, er forarget over, at regeringen dropper at undersøge sagen om Ahmed Samsam.
- Det er dybt beskæmmende, at regeringen er på vild flugt fra de synspunkter, de havde under valgkampen, siger Peder Hvelplund.
- Det var jo et klokkeklart løfte i valgkampen, at man ønskede en undersøgelse af Samsam-sagen. Det handler om nogle fundamentale menneskerettigheder og retsgarantier i et retssamfund.
Torsdag eftermiddag lyder det fra den nytiltrådte justitsminister Peter Hummelgaard (S), at regeringen ikke vil gøre Samsam-sagen til en del af en kommende undersøgelse af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.
- Regeringen har ikke fundet anledning til at nedsætte en undersøgelseskommission om det specifikke spørgsmål. Og det har jeg ikke yderligere at føje til, siger Hummelgaard i forbindelse med ministeroverdragelsen.
Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, skriver på Twitter, at partiet var bange for, at netop det ville ske.
- Vi frygtede, det ville ske. Regeringspartierne løber fra løftet om af undersøge Ahmed Samsams sag. Det er tragisk at mørklægningsgardinerne nu bliver trukket for, skriver hun.
Enhedslisten mener, at en undersøgelse skal omfatte både FE-sagen og sagen om Ahmed Samsam.
Sammenhængen mellem de to sager er, at den hjemsendte spionchef Lars Findsen nævner Samsam-sagen i sin erindringsbog, der udkom uden varsel i valgkampen.
Ahmed Samsam er dømt for at tilslutte sig en terrorgruppe i Syrien. Ifølge flere medier var han dog dansk agent, men han sidder nu fængslet på femte år.
Efter valget, og mens der stadig var gang i regeringsforhandlingerne, stillede Enhedslisten et forslag i Folketingets Udvalget for Forretningsorden (UFO) om at få undersøgt FE-sagen og sagen om Ahmed Samsam.
Det blev afvist af et flertal med den begrundelse, at der ikke endnu var nedsat en regering.
Enhedslisten vil i næste uge stille forslaget igen, når der er møde i udvalget.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.