Ellemann: Det er sonderinger - ikke regeringsforhandlinger

Blå blok vil vide, om Ellemann vil gå i regering med Frederiksen, men han afviser at forholde sig til det.

Regeringsforhandlingerne fortsætter i Statsministeriet på Christiansborg. <i>Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

Regeringsforhandlingerne fortsætter i Statsministeriet på Christiansborg. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Det store spørgsmål i dansk politik er, om Venstre er villig til at gå i regering med Socialdemokratiet.

Den fungerende regering har indkaldt Folketingets partier til forhandlinger om at danne en ny regering efter folketingsvalget for halvanden uge siden.

Partierne møder skiftevis op i Statsministeriet, men formand Jakob Ellemann-Jensen (V) ser det ikke som forhandlinger om at danne regering.

Han kalder det i stedet "sonderinger".

- Det har været et fint møde. En fin sondering, hvor vi har talt om økonomi. Både på kort og lang sigt.

- Det her er sonderinger, der handler om at finde ud af, hvor partierne er. Det her er ikke regeringsforhandlinger, siger han efter et møde.

Rød blok vandt et knebent flertal på valgdagen og har fået serveretten.

Fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) er af et politisk flertal blevet valgt som forhandlingsleder, eller kongelig undersøger.

Det betyder, at hun har ansvaret for se, hvilken regering der kan dannes.

Efter møderne fredag med Enhedslisten, SF og til sidst Venstre, siger Mette Frederiksen, at hun heller ikke betragter det som reelle forhandlinger.

- Jeg kommer ikke til at udtale mig om, hvad andre siger om forhandlingerne.

- Jeg betragter det som det, det er; sonderinger med Folketingets partier, som jeg har ansvaret for, fordi jeg er udpeget som kongelig undersøger, siger hun.

Socialdemokratiet har ellers selv i indkaldelser til pressen kaldt møderækken for "regeringsforhandlinger".

Forventningen er, at sonderingerne eller forhandlingerne vil vare mindst nogle uger endnu, inden der kan dannes en regering.

Ellemann er under pres fra både sit eget parti og fra resten af blå blok. De kræver svar på, om han er villig til at indgå i en regering med Mette Frederiksen, som han tidligere har sagt, at han "ikke stoler på".

Han mener, at hun har talt usandt i en telefonsamtale med ham i forbindelse med minksagen, hvilket Frederiksen har afvist.

Han svarer udenom, da han bliver spurgt, om han på et tidspunkt kan gå i regering med Mette Frederiksen. De har fredag holdt møde om landets økonomiske situation.

- Det her er et møde, der handler om Danmarks økonomi på kort og på lang sigt, svarer han på spørgsmålet om regeringsdannelse.

Blå blok må således spejde langt efter svar på, om Ellemann vil gå i regering, idet han ikke anerkender, at der skulle være tale om regeringsforhandlinger på nuværende tidspunkt.

Store dele af erhvervslivet og profiler i Venstre har talt for, at Venstre skulle gå med i regering for at gennemføre og få indflydelse på reformer i lyset af den økonomiske situation.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.