Ellemann får vælgerlussing: Tvivler på bred regering over midten

Rød blok får knebent flertal, og Venstre går tilbage. Formand tvivler på bred regering over midten.

Jakob Ellemann-Jensen holder tale ved valgaftenen hos Venstre på Christiansborg i København. <i>Bo Amstrup/Ritzau Scanpix</i>

Jakob Ellemann-Jensen holder tale ved valgaftenen hos Venstre på Christiansborg i København. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Venstre går tilbage med ti procentpoint, og formand Jakob Ellemann-Jensen er ærgerlig efter en valgaften, der ikke er gået, som partiet havde håbet på.

Rød blok står til at få et knebent flertal med alle stemmer talt op efter folketingsvalget tirsdag. Rød blok har 87 mandater og ventes også at få tre mandater fra Færøerne og Grønland.

Ellemann tvivler på en bred regering over midten trods det Socialdemokratiske ønske, der blev lanceret samme dag, som valget blev udskrevet.

- Det vil jeg gerne se, før jeg tror det. Jeg synes, handling taler tydeligere end ord. Og den handling, vi har set fra Mette Frederiksen de sidste tre år, tyder ikke på en vilje til at absorbere Venstres politik

- Jeg synes, det er et ærgerlig resultat, jeg havde håbet på en borgerlig-liberal regering, siger han til flere medier på vej til partiets valgfest på Christiansborg.

Venstre står til at få 13,3 procent af stemmerne, hvilket Ellemann er ærgerlig over. Det er det dårligste folketingsvalg siden atomvalget i 1988, hvor hans far, Uffe Ellemann, var formand.

Med et knebent flertal står Mette Frederiksen godt i forhandlingerne om at danne regering. Hun gik til valg på at danne en bred regering over midten, men kan altså også at vælge at se mod rød blok, hvis det ikke lykkes.

Det ærgrer Jakob Ellemann-Jensen.

- Nu må vi se, hvordan man kommer til at reagere fra Socialdemokratiet og Mette Frederiksens side. Nu har man mulighed for at fortsætte sin politik. Det, synes jeg, er ærgerligt.

- Jeg tænker, at vi har brug for at gøre vores indflydelse gældende, alle de steder vi kan, og det vil jeg arbejde stenhårdt for, siger Ellemann.

Jakob Ellemann-Jensen blev i efteråret 2019 formand for Venstre efter en turbulent periode.

Senere forlod Lars Løkke Rasmussen Venstre og startede Moderaterne, og efter en magtkamp mellem Ellemann og næstformand Inger Støjberg sagde også hun farvel til Venstre.

Desuden har andre stemmeslugere forladt partiet i indeværende valgperiode, så det var ventet, at Venstre ville gå markant tilbage ved valget tirsdag.

Ellemann mener, at der er flere forklaringer.

- En af de mere åbenlyse er, at Venstre gennem de seneste tre år har været igennem en utrolig turbulent periode. Vores tidligere formand og vores tidligere næstformand har stiftet deres eget parti.

- Sammen vil det forende Venstre få 30 procent af stemmerne, men det ændrer ikke på, at Venstre kun har fået 13,3 procent af stemmerne, siger Ellemann.

Det er en henvisning til, at både Løkkes Moderaterne og Støjbergs Danmarksdemokraterne er braget ind i Folketinget med flotte valg.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.