Engelbrecht bærer ikke nag: Andre bevæggrunde bag fyring
Afgående transportminister Benny Engelbrecht afviser, at han er bitter, efter at Enhedslisten trak støtte.
Ifølge afgående transportminister Benny Engelbrecht (S) bærer han ikke nag overfor støttepartiet Enhedslisten. Det siger han, efter at han fredag har været på Amalienborg for at begære sin afsked.
Her noterede han, at en minister kan miste jobbet på mange måder: Man kan blive droppet af vælgerne eller fyret af statsministeren, nævnte han.
- I det her tilfælde er det et af regeringens støttepartier. Det bærer jeg ikke nag over. Man kan vel også fornemme, at der sikkert også har været andre bevæggrunde, siger han.
Benny Engelbrecht var torsdag i to samråd om CO2-beregninger ved anlæg af nogle af de projekter, der er med i den infrastrukturaftale til 160 milliarder kroner, som blev indgået i sommer.
Efter samrådene oplyste Enhedslisten, at partiet ikke længere havde tillid til Benny Engelbrecht.
Fredag gjorde Engelbrecht dog en dyd ud af, at han havde haft et godt forhold til alle Folketingets partier.
- Jeg har været rigtig glad for at samarbejde med alle Folketingets transportordførere, siger han.
Han nævnte Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, ved navn og afviste, at de to skulle have haft et dårligt forhold.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.