Engell: Nato-holdning er blevet stort problem for EL

Enhedslistens modstand mod Nato kan komme til at koste mandater, vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Enhedslistens Mai Villadsen blev i en livedebat på TV2 News spurgt, om Enhedslisten mener, at Danmark skal ud af Nato. Hun svarede, at det ikke skulle ske "i dag, i morgen eller i overmorgen". <i>Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix</i>

Enhedslistens Mai Villadsen blev i en livedebat på TV2 News spurgt, om Enhedslisten mener, at Danmark skal ud af Nato. Hun svarede, at det ikke skulle ske "i dag, i morgen eller i overmorgen". Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

For Enhedslisten har krigen i Ukraine og partiets holdning til Nato udviklet sig til et kæmpe problem. Det vurderer politisk kommentator Hans Engell.

Så sent som i sidste uge stemte Enhedslisten nej til regeringens beslutningsforslag om at levere yderligere militær bistand til Nato i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine.

Og siden er partiets modstand mod Nato blevet diskuteret.

- Nu har Enhedslisten i ganske mange år kunnet flyve under bekvemmelighedens flag, fordi der ikke har været nogle rigtige brændpunkter. Men nu fanger bordet, fordi nu er det ikke længere europæisk indenrigspolitik, siger han.

- Nu taler vi om krig, og om en situation, som er eskaleret helt enormt, og hvor Enhedslisten som parti står fuldstændig isoleret med synspunkter om, at Danmark skal ud af Nato.

Ifølge Enhedslistens principprogram skal Danmark meldes ud af Nato.

Men partiets politiske ordfører, Mai Villadsen, har ikke svaret klart på, hvornår hun mener, at det skal ske. Senest blev hun spurgt i en livedebat på TV2 News. Her sagde hun, at det hverken skal ske "i dag, i morgen eller i overmorgen".

- Nu er de virkelig blevet fanget i en diskussion, som er meget svær, fordi hele Danmark holder med Ukraine. De er konfliktsky. Ikke når det gælder CO₂-afgift, men når det gælder Nato, så sejler det, siger Engell, som tror, at det kan komme til at koste Enhedslisten mandater.

- Der er mange bløde venstrefløjsvælgere, som pludselig bliver klar over, at Enhedslisten er imod Nato.

I et interview med Jyllands-Posten sagde Enhedslisten-profilen Christian Juhl tirsdag, at Ukraine også bærer også en del af ansvaret for Ruslands invasion af landet.

Han blev straks sat på plads af Mai Villadsen, som skrev på Twitter, at hun var uenig, og at Ruslands præsident, Vladimir Putin, alene bærer ansvaret for krigen.

Det har ikke været muligt for Ritzau at få et interview med Mai Villadsen. Ifølge pressetjenesten vil hun ikke have tid til at give interview før sidst på ugen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.