Engell om Thulesens vægelsind: Risikerer at lave et stort selvmål
Det ligner mest af alt, at Kristian Thulesen Dahl vil gøre livet surt for Messerschmidt, vurderer kommentator.

Kristian Thulesen Dahl (DF) har angiveligt endnu ikke besluttet sig for, om han vil blive i DF eller ej. Det er ikke særlig troværdigt, lyder vurderingen fra politisk kommentator Hans Engell. Philip Davali/Ritzau Scanpix
Den tidligere formand for Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl gør livet surt for sin efterfølger Morten Messerschmidt, når han stadig ikke er kommet med svar på, om han vil blive i partiet eller ej.
Men han gambler også med sin egen troværdighed og risikerer at lave et stort selvmål.
Det vurderer politisk kommentator Hans Engell, efter at Kristian Thulesen Dahl i et Facebook-opslag har skrevet, at han stadig overvejer sin fremtid i DF.
- Han trækker pinen så længe ud, at han risikerer at ramme sig selv. Efter min mening er Kristian Thulesen Dahl i gang med et stort selvmål, siger Hans Engell.
- Jo længere tid, der går, des mere begynder det at ligne et forsøg på at gøre livet surt for Messerschmidt end at bygge sin egen politiske fremtid. Og det tror jeg ikke, vælgerne vil belønne.
De seneste dage har fire DF-profiler meldt sig ud af Dansk Folkeparti med kritik af Morten Messerschmidts ledelse.
Tidligere på året forsvandt seks andre folketingsmedlemmer i kølvandet på formandsskiftet.
Kristian Thulesen Dahl har allerede meddelt, at han ikke vil genopstille for Dansk Folkeparti ved næste valg.
Hans Engell siger, at "der findes ingen, som tror på, at Kristian Thulesen Dahl" vil blive i Dansk Folkeparti, og forventningen er, at han vil slå sig sammen med Inger Støjberg.
Hun lancerede sit nye parti, Danmarksdemokraterne, torsdag, og de to lægger ikke skjul på, at de har et tæt venskab.
Men uden en snarlig afklaring risikerer Kristian Thulesen Dahl ikke bare at skade Messerschmidt og sig selv. Det kan også være skidt for Inger Støjberg, vurderer Hans Engell.
- Det er jo ikke nogen særlig frisk og god start, hvis hendes parti fødes i sådan en hørm af konspiration og gamle hævntogter i DF. Det vil ikke blive taget positivt ned hos vælgerne.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.