Enhedslisten bakker op om borgerforslag om medfædre
Et borgerforslag, som har opnået 50.000 underskrifter på under to dage, er vigtigt, mener Enhedslisten.
- Det her borgerforslag sætter spot på en virkelig vigtig problematik. Vi ser gang på gang eksempler på, at vores familielovgivning simpelthen ikke følger med den virkelighed, som familier lever i.
Sådan siger ligestillingsordføreren i Enhedslisten, Pernille Skipper, om et borgerforslag, der skal give to mænd mulighed for at blive juridiske forældre til et barn.
Den mulighed har to kvinder allerede i dag.
Forslaget nåede 50.000 støtter på to dage. Det betyder, at Folketingets partier nu skal overveje, om de vil fremsætte det som lovforslag.
Borgerforslaget, som det er stillet, ville give mænd mulighed for at blive medfædre på samme måde, som kvinder har mulighed for at blive medmødre.
Et barn i Danmark kan kun have to juridiske forældre, som det er i dag.
Pernille Skipper mener, at borgerforslaget er godt. Men i Enhedslisten så man gerne, at lovgivningen blev gjort kønsneutral, og at et barn fik ret til flere end to forældre.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.