Enhedslisten kræver orientering om FE-sag fra ministre

Der er behov for bedre tilsyn med de danske efterretningstjenester, mener Enhedslisten efter sag om spionchef.

Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Møde i Det Udenrigspolitiske Nævn Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Enhedslisten har bedt om en orientering i Det Udenrigspolitiske Nævn fra regeringen i sagen om den varetægtsfængslede chef i Forsvarets Efterretningstjeneste Lars Findsen.

Det siger partiets forsvarsordfører Eva Flyvholm.

- Det er klart, at vi skal ikke blande os i sagen. Den skal have lov til at køre i retssalen, som en retssag skal. Men vi skal have det at vide, som vi kan få at vide, siger hun.

Eva Flyvholm mener også, at der er behov for at få at vide, hvordan regeringen vil stramme op på kontrollen med efterretningstjenesterne i Danmark.

- Det her er en kæmpestor sag, som både påvirker befolkningen i Danmark og relationen til nabolandene, siger hun.

Lars Findsen blev sammen med tre andre nuværende og tidligere ansatte i Forsvarets Efterretningstjeneste og Politiets Efterretningstjeneste sigtet i en sag om lækage i december sidste år.

Den præcise sigtelse kendes ikke, da sagen ved retten er foregået bag dobbeltlukkede døre.

Også to andre blev varetægtsfængslet, men de er siden løsladt.

Lars Findsen var i forvejen fritaget for tjeneste på grund af en alvorlig kritik, som Tilsynet med Efterretningstjenesterne rejste af Forsvarets Efterretningstjeneste i 2020.

En kommission, som undersøgte kritikken, frikendte dog i december Forsvarets Efterretningstjeneste og topchefer i tjenesten - blandt andre Lars Findsen - i den pågældende sag.

Enhedslisten har i forvejen kaldt justitsminister Nick Hækkerup (S) i samråd om sagerne.

Men partiet vil også gerne have en orientering fra Nick Hækkerup og forsvarsminister Trine Bramsen (S) i Det Udenrigspolitiske Nævn.

- Den seneste udvikling viser, at det sidste punktum ikke er sat i denne FE-sag. Jo før vi kommer til bunds i det her, desto bedre, siger Eva Flyvholm.

Retsordfører i Dansk Folkeparti Peter Skaarup vil afvente og se, hvad der er op og ned i sagen. Det sagde han til Berlingske mandag. Men han mener, at en redegørelse til Folketinget er "oplagt".

De Radikales forsvarsordfører Martin Lidegaard mener, at sagen giver alvorlige ridser i lakken for de danske efterretningstjenester.

- Vi er ikke i tvivl om, hvad der er foregået rent politisk, men vi afventer, om der er mere hold i denne sigtelse end i de tidligere anklager mod Forsvarets Efterretningstjeneste, siger han til Ritzau.

Martin Lidegaard mener, at den vigtigste politiske opgave, som primært ligger hos regeringen, er at genoprette efterretningstjenesternes troværdighed.

Venstre betegner sagen som meget alvorlig. Det siger forsvarsordfører Lars Christian Lilleholt. Men han afventer sagens videre forløb og vil ikke kommentere yderligere.

En dommer besluttede mandag at forlænge Lars Findsens varetægtsfængsling til 4. februar.

/ritzau/