Enhedslisten: Meget alvorligt med tilbageholdte klimatal

Det er ingen lille sag, at tal for CO₂-aftryk i infrastrukturaftale ikke blev fremlagt, siger Enhedslisten.

Møde i Folketingssalen - med spørgetime med statsministeren <i>Philip Davali/Ritzau Scanpix</i>

Møde i Folketingssalen - med spørgetime med statsministeren Philip Davali/Ritzau Scanpix

Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, ser med stor alvor på, at partiet er blevet forholdt tal om CO₂-påvirkningen fra den store infrastrukturaftale.

Det siger hun på vej ind til krisemøde med transportminister Benny Engelbrecht (S) tirsdag.

- Det er meget alvorligt. Noget tyder på, at vigtige klimatal er blevet tilbageholdt i forhandlinger for at smykke aftalen grønnere, end den var, siger Mai Villadsen.

Sagen handler om, at transportministeren under forhandlingerne ikke fremlagde tal for CO₂-aftrykket ved at bygge og vedligeholde de store vejprojekter, der er del af infrastrukturaftalen fra 2021.

Ingeniøren har afdækket, at tallene fandtes. Og har tirsdag skrevet, at der er tale om en udledning på mindst 1,64 millioner ton CO₂.

Aftalen blev præsenteret som klimaneutral. Men det var altså uden den store udledning fra byggeri og vedligeholdelse.

Benny Engelbrecht har sagt, at tallene ikke var "robuste" nok til at fremlægge. Men det er Mai Villadsen uenig i.

- Det er svært at finde tal, der er helt faste. Men selv hvis han ikke synes, at tallene var robuste, så skulle han jo have sagt, at de fandtes, siger hun.

Ministeren har indkaldt til en række krisemøder med regeringens støttepartier. Torsdag er han desuden kaldt i samråd.

Tirsdag vil Enhedslistens politiske ordfører ikke sige, hvilke konsekvenser, sagen vil få.

- Nu skal vi høre ministerens forklaring, og så tager vi stilling. Men vi sidder bestemt ikke dette her overhørig. Det er et meget alvorligt møde.

- Det er helt afgørende, at Folketinget får de oplysninger, det skal have. Særligt på klimaområdet, som er et suverænt vigtigt område at få handlet på, siger hun.

Generelt er Mai Villadsen ikke imponeret over regeringen, når det kommer til den grønne omstilling.

- Vi har været meget kritiske over ambitionsniveauet. Og lige i denne sag er det ekstremt alvorligt, at man har kaldt en aftale for klimaneutral, hvis det viser sig ikke at være tilfældet.

- Det er enormt beskæmmende, afslutter Mai Villadsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.