valg

Enhedslisten: Urimelige anklager om Putin-vægelsind

Enhedslistens forsvarsordfører, Peder Hvelplund, kalder det paradoksalt, at partiet beskyldes for blød linje.

Peder Hvelplund (EL) mener, at det er urimeligt, at Enhedslisten bliver beskyldt for at være bløde over for Putin. (Arkivfoto).
Peder Hvelplund (EL) mener, at det er urimeligt, at Enhedslisten bliver beskyldt for at være bløde over for Putin. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Flere gange siden Ruslands invasion af Ukraine er Enhedslisten blevet beskyldt for som minimum at være mindre kritisk over for Rusland og præsident Vladimir Putin end resten af Folketinget.

Det skete senest fredag. Her sagde EU-ordfører Søren Søndergaard i Folketingssalen, at han ikke anså Rusland for at være en "generel trussel" mod Europa.

Men angrebene er forfejlede. Det mener partiets gruppeformand og forsvarsordfører, Peder Hvelplund.

- Det er paradoksalt, at vi bliver beskyldt for at være Putin-venlige. Det er os, der har været mest kritiske over for Putin, skiftende regeringers politik over for Rusland og den medfølgende energiafhængighed.

- Her har vi netop være kritikere, fordi vi ikke ville støtte Putins autoritære regime. Og så bliver vi pludselig skudt i skoene, at vi forsvarer Putin. Det er komplet paradoksalt. Og også urimeligt, siger han.

Søren Søndergaard har forklaret - og sagde også i Folketingssalen - at han mente, at Rusland ikke udgør en militær trussel mod hele Europa. Men at Rusland selvfølgelig er en trussel på andre parametre som blandt andet cyber, atomart og misinformation.

Udtalelsen fulgte efter andre udtalelser, hvor enkelte medlemmer af Enhedslisten har givet Nato delvist skyld for konflikten, eller at Ukraine har en del af skylden grundet sin politik over for landets russiske mindretal.

Der er dog ingen uenighed i den politiske linje, når det kommer til, at Rusland og Putin har ansvaret for invasionen og krigen i Ukraine. Det slår Hvelplund fast.

- Der har været nogle udtalelser, der har kunnet skabe forvirring om linjen. Og det er der nogen, der meget dygtigt har forsøgt at udnytte.

Peder Hvelplund understreger, at mens skiftende regeringer - ikke mindst under Lars Løkke Rasmussen - har arbejdet aktivt for at nærme sig Rusland og skabe stærkere forbindelser og samhandel, så har Enhedslisten været kritisk.

- Vi har været dem, der har taget klarest afstand fra regimet i Rusland, oligarkerne og de antidemokratiske tendenser, der har været de sidste mange år.

- Og derfor har vi også kritiseret den følgagtighed, der har været. Derfor er det paradoksalt, at vi bliver skudt i skoene, at det er os, der er Putin-venlige, siger han.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden