Et flertal af Venstres borgmestre er imod tørklædeforbud

Det skal være forbudt for piger at bære tørklæde i grundskolen, mener kommission, og det har skabt debat.

Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V) er imod tørklædeforbud. (Arkivfoto). <i>Ren Sch¼tze/Ritzau Scanpix</i>

Viborg-borgmester Ulrik Wilbek (V) er imod tørklædeforbud. (Arkivfoto). Ren Sch¼tze/Ritzau Scanpix

Et flertal af Venstres borgmestre siger nej tak til et tørklædeforbud i grundskolen.

Det viser en rundspørge, som DR Nyheder har lavet.

Af Venstres 34 borgmestre er 19 imod. 4 ønsker ikke at udtale sig. 10 er ikke vendt tilbage på DR's henvendelse. Én borgmester er uafklaret på emnet.

Viborgs borgmester, Ulrik Wilbek (V), er en af dem, som er imod et forbud.

- Jeg synes ikke om tørklædeforbud. Jeg synes i det hele taget ikke om ret mange forbud. Jeg kommer fra et parti, der går ind for det frie valg, siger Wilbek til DR Nyheder.

Venstre har tidligere været imod et tørklædeforbud, men partitoppen anført af formand Jakob Ellemann-Jensen (V) er nu åben for at se på emnet igen.

Det samme kan siges om Socialdemokratiet. Regeringspartiet har tidligere i lighed med Venstre ment, at det er "at gå for langt" og "et indgreb i den personlige frihed", hvis man forbyder piger at gå med tørklæde i folkeskolen.

Det er "Kommissionen for den glemte kvindekamp", som S-regeringen nedsatte tidligere på året, der er kommet med anbefalingen.

Kommissionen vil tre gange i løbet af det kommende år komme med anbefalinger.

Den første del, som udkom for nylig, handler om børn, og den har altså skabt en del debat grundet tørklædeudmeldingen. De kommende to vil handle om unge og voksne.

Kommissionen har til formål at undersøge, hvordan man undgår social kontrol af piger og kvinder i indvandrermiljøer.

Forslaget fra kommissionen har også skabt debat internt i kommissionen. Kefa Abu Ras, medstifter af organisationen Søstre mod vold og kontrol, har efterfølgende trukket sig fra kommissionen som konsekvens af sagen.

- Jeg må indrømme, at jeg har ikke været god nok til at stå fast på mine synspunkter. Jeg må indrømme, at det gik for stærkt for mig personligt, har Kefa Abu Ras tidligere udtalt til DR.

- Jeg mener ikke, at man kan løse det her problem med tvang. Jeg anerkender, at det er et problem med nogle småpiger, som bliver påtvunget hovedbeklædning, tilføjede hun.

To kommissionsmedlemmer, hvoraf Kefa Abu Ras var det ene, har været med til at så tvivl om kommissionens eget forslag.

Der sidder fortsat ni medlemmer i kommissionen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.