migration

EU-kommissær: Rwanda-plan kan koste dansk plads i asylaftale

Der er risiko for, at Danmark smides ud af Dublin-samarbejdet, hvis Rwanda-plan gennemføres, siger kommissær.


Opdateret kl. 22:36

Lykkes det Danmark at få etableret et modtagecenter i et tredjeland såsom Rwanda, kan det i sidste ende koste Danmark pladsen i det europæiske Dublin-samarbejde.

Det understreger EU's flygtningekommissær, Ylva Johansson. Det skriver Jyllands-Posten.

- Hvis Danmark indgår en aftale med Rwanda og begynder at eksternalisere asylprocessen, er man formelt forpligtet til at sende den til EU-Kommissionen.

- Hvis den ikke er i overensstemmelse med den aftale, vi har med Danmark - inklusive Dublin-forordningen - kan det selvfølgelig få alvorlige konsekvenser, siger hun og kalder den danske plan egoistisk.

Dublin-samarbejdet går ud på at forhindre asylshopping, hvor ansøgere efter at være afvist i et land søger om asyl i et andet EU-land. Reglerne skal sikre, at man kun kan søge om asyl i det land, hvor man første har afgivet fingeraftryk.

Den danske udlændinge- og integrationsminister, Mattias Tesfaye (S), har før sagt, at han er "godt tilfreds med Dublin-samarbejdet", og at forordningen er god for Danmark.

Selv hvis det lykkes for ministeren at lande en endelig aftale med Rwanda, er det ikke op til EU-kommissæren selv at afgøre, om Danmark skal smides ud af den fælles asylaftale.

Louise Halleskov, der er lektor i udlændingeret på Aarhus Universitet, siger til Jyllands-Posten, at det er op til de andre EU-lande at tage beslutningen, efter at EU-Kommissionen har vurderet, om Danmark lever op til reglerne.

Mattias Tesfaye tager situationen med ro.

- Jeg har mødtes med utallige af mine EU-kolleger, og ikke en eneste har ønsket Danmark ud af Dublin-samarbejdet eller rejst den slags bekymringer i forbindelse med Danmarks asylpolitik, siger han i et skriftligt svar til Jyllands-Posten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden