Politik

Europæisk erklæring skal lette udvisning af kriminelle

Det er forventet fra flere sider, at en samlet erklæring fra Europarådet kan få domstol til at ændre praksis.

Moldova er vært for et udenrigsministermøde i Europarådet i landets hovedstad, Chisinau. Heer er der blevet vedtaget en erklæring om migration. Fra dansk side deltager fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M).
Moldova er vært for et udenrigsministermøde i Europarådet i landets hovedstad, Chisinau. Heer er der blevet vedtaget en erklæring om migration. Fra dansk side deltager fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M). Vladislav Culiomza/Reuters

Opdateret kl. 09:34

Der skal være større national frihed i sager om udvisning af kriminelle udlændinge, end der på nuværende tidspunkt er ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) i Strasbourg.

Det er et af budskaberne i en ministererklæring, som samtlige 46 lande i Europarådet – ikke at forveksle med EU’s institutioner – fredag har vedtaget i hovedstaden i Moldova, Chisinau.

- Stærkeste tekst fra Europarådet om udfordringer med migration. Vi skal skabe bedre mulighed for, at nationerne kan passe på egen sikkerhed og udvise flere kriminelle udlændinge, skriver fungerende udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), der er i Chisinau, på X.

I erklæringen, som Løkke Rasmussen har været med til at vedtage på Danmarks vegne, er der blandt andet fokus på domstolens læsning af artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK).

Artikel 8 omhandler retten til respekt for privatliv og familieliv og er afgørende i forbindelse med udvisningssager.

I en række sager fra Danmark er udlændinge dømt for alvorlig kriminalitet blevet skånet for udvisning, da domstolen i Strasbourg har vurderet, at rettighederne i netop artikel 8 og artikel 3, der omhandler forbud mod tortur og umenneskelig behandling, har været vigtigere.

Det er den praksis, de danske domstole retter sig efter.

Helt konkret fremgår det i ministererklæringen omkring artikel 8, at "den rette balance skal findes mellem individuelle rettigheder og interesser og de tungtvejende offentlige interesser i at beskytte frihed og sikkerhed i medlemsstaternes samfund”.

Det er særligt ordet "tungtvejende", der står ud, da det netop lægger op til at vægte balancen anderledes end hidtil, hvilket har været et dansk ønske.

Netop det fremhævede Lars Løkke Rasmussen også forud for mødet i et interview med Politiken.

- Jeg håber da helt klart, at vi får en ny retspraksis ved domstolen. Det er jo det, der er sigtet - hvor man balancerer anderledes; beskyttelsen af individ op mod nationernes ret til at have selvkontrol, lød det fra den fungerende minister i onsdags.

Danske politikere har igen og igen kritiseret konventionen for at stå i vejen for udvisning af kriminelle udlændinge, som i visse tilfælde har gentaget alvorlig kriminalitet.

Erklæringen er kulminationen på et arbejde blandt flere lande i Europarådet, som særligt har været ledt an af Danmark.

I maj sidste år var fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) og den italienske premierminister, Giorgia Meloni, hovedforfatterne til et åbent brev med syv andre lande, hvor de gav udtryk for ønsket om at kunne udvise flere.

Herefter voksede det til 27 lande, som stod bag et opråb til domstolen om ikke så ofte at blokere for udvisning af kriminelle udlændinge, til nu hvor samtlige 46 lande er nået til enighed om en erklæring.

Ordlyden i Menneskerettighedskonventionen ændres ikke med erklæringen, og domstolen i Strasbourg er i princippet autonom.

Men forventningen fra danske politikere er, at domstolen ændrer praksis, fordi det politiske signal fra samtlige medlemslande er så stærkt.

Foruden fokus på artikel 8 fremhæver landene blandt andet også subsidiaritetsprincippet i erklæringen.

Det er princippet om, at beslutninger skal tages tættest muligt på dem, de vedrører – at nationale myndigheder bedre kan vurdere lokale behov og forhold end en international domstol.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden