FE-chef afviser turbulens i tjenesten: Har leveret godt
Undersøgelse af FE-hjemsendelser er på vej, men det påvirker ikke arbejdet i tjenesten, siger fungerende chef.
Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) har været i vælten den seneste tid med sagen om Lars Findsen og hjemsendelse af ledende medarbejdere samt en kommende undersøgelse heraf.
Oveni har det sikkerhedspolitiske billede siden februar været fundamentalt ændret og lagt pres på efterretningstjenesterne efter Ruslands invasion af Ukraine i februar.
Men det har ikke påvirket, hvordan tjenesten har leveret. Det forsikrer fungerende FE-chef Svend Larsen, der har siddet på posten, siden Lars Findsen blev hjemsendt i august 2020.
- Organisationen har som sådan leveret rigtig, rigtig godt. Vi har rapporteret virkelig godt på hele forløbet op til og efter invasionen, så der er ikke noget i vores præstation, der tilsiger, at det har spillet ind.
- Det tror jeg, er så langt, jeg vil gå. Vi har haft travlt med vigtige ting, og det er gået godt, siger Svend Larsen.
Ellers afviser han at kommentere de enkelte sager om Findsen, der er tiltalt for at røbe statshemmeligheder til blandt andet journalister og en tidligere rigspolitichef, og om den kommende undersøgelse af hjemsendelserne af ledende FE-medarbejdere.
Det er skrevet ind i regeringsgrundlaget for den nye SVM-regering, at sagen om hjemsendelser af ledende FE-medarbejdere skal undersøges.
Det skal undersøges, om der er taget "usaglige hensyn" i forbindelse med hjemsendelserne.
- I respekt for den verserende straffesag vil regeringen, når sagen er afsluttet, tage stilling til behovet for en yderligere undersøgelseskommission og drøfte det med Folketinget, står der i grundlaget.
Der er også et politisk pres for at få undersøgt sagen om den terrordømte Ahmed Samsam, der sidder fængslet.
Samsam agerede ifølge flere medier, DR og Berlingske, agent for efterretningstjenesten. Det har tjenesterne ikke bekræftet.
En sådan undersøgelse lægges der dog ikke op til i regeringsgrundlaget.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.