FE: Sandsynligt med russiske kampfly i svensk og finsk luftrum

Sverige og Finlands Nato-ansøgning vil sandsynligvis føre til øget russisk militær aktivitet, vurderer FE.

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) vurderer det "sandsynligt", at Rusland på et tidspunkt vil øge sine militære aktiviteter som modsvar på, at Sverige og Finland vil med i forsvarsalliancen Nato.

Det fremgår af et folketingssvar fra udenrigsminister Jeppe Kofod (S).

- Det kunne eksempelvis være russiske kampfly, der krænker svensk og finsk luftrum eller åbenlys deployering af våbensystemer nær Finlands grænse til Rusland, lyder vurderingen fra FE.

- Det er usandsynligt, at Rusland vil bruge militær magt mod Nato-medlemslandes deltagelse i militære støtteaktiviteter til Finland og Sverige, lyder det videre.

Dog er "risikoen for misforståelser og utilsigtet eskalation" generelt øget.

FE vurderer det også sandsynligt, at Rusland vil forsøge at påvirke Nato-medlemslandene til at stemme imod optagelsen af Sverige og Finland.

Men samtidig mener efterretningstjenesten også, at "det er sandsynligt, at Putins afdæmpede reaktion skyldes, at Rusland har accepteret, at det ikke kan hindre Sveriges og Finlands Nato-medlemskab".

Det hænger sammen med FE's vurdering af, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, har reageret "afdæmpet" på de to landes ansøgninger.

- Det er dog meget sandsynligt, at Rusland reelt opfatter Sveriges og Finlands medlemskab af Nato som en alvorlig forværring af Ruslands strategiske situation i Østersøregionen.

Risikoen for deciderede angreb på Sverige og Finland fra Rusland er vurderet til at være usandsynlig.

- Det gælder både med konventionelle våben og kernevåben, lyder det.

Den 18. maj afleverede Sverige og Finland, at ansøgninger om fuldgyldigt Nato-medlemskaber. Det skete som reaktion på krigen i Ukraine.

Alle 30 nuværende medlemslande skal godkende, at ansøgningsprocessen formelt kan gå i gang.

Tyrkiet har stillet sig på hælene. Landet mener, at Sverige og Finland har en for slap kurs mod kurdiske grupper, som Tyrkiet kalder for terrorister.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden