Politik

Fejl i optælling påvirker S-mandat i Hvidovre Kommune

Formand for valgbestyrelsen og borgmester i Hvidovre Kommune mener, at der er tale om menneskelig tællefejl.

Yasir Iqbal (S) får en plads i Hvidovre Kommunes kommunalbestyrelse, efter at en indberetningsfejl blev opdaget. I første omgang havde Idris Yorulmaz (S) fået en plads. Billedet er taget 30. september 2021 ved indkørslen til Hvidovre Kommune. (Arkivfoto).
Yasir Iqbal (S) får en plads i Hvidovre Kommunes kommunalbestyrelse, efter at en indberetningsfejl blev opdaget. I første omgang havde Idris Yorulmaz (S) fået en plads. Billedet er taget 30. september 2021 ved indkørslen til Hvidovre Kommune. (Arkivfoto). Philip Davali/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 15:39

En ny fintælling i Hvidovre Kommune har onsdag afgjort, at 34 brevstemmer fra et enkelt valgsted var indberettet forkert, og det påvirker opgørelsen af de personlige stemmer hos Socialdemokratiet i kommunen.

I den første opgørelse gik partiets femte mandat til Idris Yorulmaz (S), men efter den nye optælling er mandatet endt hos partifællen Yasir Iqbal (S).

Det skriver Hvidovre Kommune i en pressemeddelelse.

Socialdemokratiet har i alt fem mandater i den nye kommunalbestyrelse i Hvidovre Kommune. De 34 brevstemmer havde dermed afgørende betydning, da Idris Yorulmaz nu alligevel ikke bliver en del af kommunalbestyrelsen.

Fintællingen ændrer kun på Socialdemokratiets interne fordeling af personlige stemmer, men ændrer ikke på mandatfordelingen mellem partierne.

Hvidovre Kommune beskriver, at fintællingen "ikke har afdækket fejl i valgprocessen som helhed".

Formand for valgbestyrelsen, som også er borgmester i kommunen, Anders Wolf Andresen (SF), er tilfreds med, at der nu er kommet en afgørelse.

- Der har været tale om en enkeltstående menneskelig fejl i indberetningen af brevstemmerne, og fintællingen har nu givet os et klart billede af resultatet.

- Det er godt at kunne slå fast, at selve optællingen og valgprocessen som helhed har været korrekt, og at mandatfordelingen står fast, siger han i pressemeddelelsen.

Hvidovre Kommunes valgbestyrelse besluttede tirsdag, at stemmerne skulle tælles om, da der var en begrundet mistanke om en indberetningsfejl.

Den nye tælling blev foretaget af kommunens medarbejdere onsdag morgen.

Der er 21 medlemmer i Hvidovre Kommunes kommunalbestyrelse.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden