Femern-forbindelsen får fire milliarder i EU-støtte

24 procent af ansøgningspulje om EU-støtte til infrastruktur er blevet tildelt fem danske projekter.

Ved Rødbyhavn er der anlagt en arbejdshavn i forbindelse med byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Ved Rødbyhavn er der anlagt en arbejdshavn i forbindelse med byggeriet af Femern Bælt-forbindelsen. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Femern Bælt-forbindelsen er blevet tildelt omkring fire milliarder kroner i støtte fra EU.

Det oplyser Transportministeriet i en pressemeddelelse.

Støtten er blevet vedtaget af EU's medlemslande på et møde 21. juni og gives i perioden 2021 til 2027.

- De fire milliarder til Femern Bælt-forbindelsen understreger vigtigheden af projektet for både den danske og den europæiske transportinfrastruktur, siger transportminister Trine Bramsen (S) i pressemeddelelsen.

- Det er også meget positivt, at EU støtter udbygningen af Odense Havn, for det er yderst vigtigt, at vi er klar til den gigantiske udbygning af havvindmøller, som vi står over for.

Femern-forbindelsen har en økonomisk ramme på 55,1 milliarder ifølge projektets hjemmeside.

Projektet har også tidligere modtaget EU-støttemidler. Eksempelvis blev der tildelt 920 millioner kroner i 2017.

I alt er der tildelt EU-støtte på 4,4 milliarder kroner til fem danske infrastrukturprojekter. Yderligere syv danske projekter fik afslag.

Blandt andet modtager Odense Havn 15 millioner kroner til at "forbedre havnen med henblik på at sikre mulighed for at udskibe havvindmølleelementer".

De 4,4 milliarder kroner svarer til omkring 24 procent af den samlede ansøgningspulje. 103 europæiske projekter har modtaget støtte.

Femern-forbindelsen er en tunnel, der skal forbinde Lolland med den tyske ø Femern.

Første spadestik på den danske side blev taget i starten af 2021, og tunnelen ventes at være færdig i 2029.

Planlægningen af Femern-forbindelsen har været 25 år undervejs, og byggeriet er kommet i gang langt senere, end det oprindeligt var planlagt.

Tunnelen vil være 18 kilometer lang under vandet, hvor der både kan køre biler og tog.

Det vil tage ti minutter at køre i bil gennem tunnelen og syv minutter i tog.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.