regering og Folketing

Finansminister advarer partier mod at udstede dyre valgløfter

Der er valg i luften, men det er ikke tid til at dele gaver ud til vælgerne, mener finansministeren.

Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer regeringens finanslovsforslag for 2023.
Finansminister Nicolai Wammen (S) præsenterer regeringens finanslovsforslag for 2023. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 14:21

I den sidste finanslov op til et valg bliver der traditionelt set delt gaver ud til vælgerne, så partierne kan vælge mærkesager, der tilgodeser netop deres vælgere.

Men det advarer finansminister Nicolai Wammen (S) mod onsdag, da han fremlægger regeringens udspil til en finanslov for næste år. Han fremlægger et stramt forslag, hvor der er skåret ind til benet.

– Selv om vi nu er inde i den situation, hvor der på et tidspunkt kommer et valg, så lad nu være med at komme med alle mulige dyre løfter, som der ikke er råd til, siger Wammen ved præsentationen.

I år er der omkring det halve at forhandle om i forhold til sædvanligt, uddyber han.

Med De Radikales trussel om at bringe regeringen i knæ, hvis den ikke udskriver valg senest ved Folketingets åbning i begyndelsen af oktober, forventer mange et folketingsvalg allerede i år.

På grund af den kraftige inflation i store dele af verden skal der ikke sendes flere penge ud i samfundet, da det kan forværre situationen. Derfor bliver finansloven stram, for inflationen er i Danmark den højeste i 40 år.

- Vi strammer op for finanspolitikken for næste år. Vores finanslovsforslag er afstemt med den økonomiske situation, vi står i. Det er ikke tid til milde gaver, det er tid til ansvarlighed, og det vil vi prioritere som regering, siger finansministeren.

Regeringen foreslår en pulje på to milliarder kroner, som skal gå til de borgere, som er allermest ramt af de stigende priser på energi og mad.

Men det er uvist, hvem de skal gå til, hvor mange der er omfattet, og hvornår pengene kan udbetales. Først skal partierne blive enige.

Finansministeren afviser, at regeringen selv kommer med gaver til vælgerne i de udspil, som er blevet fremlagt de seneste uger.

- Nej, det mener jeg bestemt ikke. Hele denne finanslov er et udtryk for, at selv om normal praksis er, at når man har den sidste finanslov op til et valg, så tænker man, at det kunne være dejligt med milde gaver til danskerne.

- Så har jeg ikke den mulighed, hvis jeg skal gøre det ansvarligt.

- Det er for mig den allervigtigste opgave at få Danmark stærk igennem det meget usikre økonomiske farvand, der er i verden og samtidig hjælpe nogle af dem, der er hårdest ramt, siger finansministeren.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden