Fire ud af ti har nu været forbi stemmeurnerne
Valgdeltagelsen krydser ved 14-tiden 40 procent. Den tegner til at slutte lavere end ved valget i 2019.
Med seks timer tilbage at stemme i har fire ud af ti af de mere end 4,2 millioner vælgere afgivet deres stemme ved folketingsvalget.
Det viser en stikprøve, som Ritzau har foretaget klokken 14 blandt ni kommuner med sammenlagt 305.000 stemmeberettigede indbyggere.
Den gennemsnitlige stemmeprocent på dette tidspunkt er 41,7, hvilket er noget lavere end ved folketingsvalget i 2019.
Dengang lå valgdeltagelsen på samme tidspunkt i de samme kommuner på hele 50,8 procent.
Brevstemmer er også talt med i opgørelsen, og dem har der ellers været mange flere af denne gang end for tre år siden.
Til gengæld foregik valget dengang på grundlovsdag, og det kan være en af forklaringerne på, at valgdeltagelsen på nuværende tidspunkt ligger en hel del lavere i år.
- Det kan godt være, at der er sket lidt forskydninger hen over dagen, fordi valget lå på grundlovsdag sidste gang.
- Men det peger alt andet lige på en markant lavere valgdeltagelse denne gang, siger Kasper Møller Hansen, der er valgforsker og professor på Københavns Universitet.
Sammenligner man med valget i 2015, hvor valget lå på en hverdag, blev stemmeprocenten ved 14-tiden i en lignende stikprøve opgjort til 38,1 procent. Her endte valgdeltagelsen på 85,9 procent.
Ved det seneste valg endte valgdeltagelsen på 84,6 procent.
På Skolen på Amagerbro i København er valgdagen forløbet planmæssigt over morgenen og formiddagen, fortæller valgsekretær Nina Allin.
- Der var kø fra starten af dagen, men det er der altid. Det er overstået efter de første 20 minutter, siger hun og fortæller, at det siden er stilnet af.
Valgstederne holder åbent til klokken 20.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.