Flere partier afviser flyveforbud før Zelenskyjs tale

Det kan eskalere til en atomkrig, hvis man håndhæver en flyveforbudszone i Ukraine, mener Martin Lidegaard.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har flere gange bedt lande i Vesten om at støtte Ukraine i krigen med en flyveforbudszone over Ukraine. Men det har blandt andet USA afvist. Det er for farligt. <i>Handout/Ritzau Scanpix</i>

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har flere gange bedt lande i Vesten om at støtte Ukraine i krigen med en flyveforbudszone over Ukraine. Men det har blandt andet USA afvist. Det er for farligt. Handout/Ritzau Scanpix

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, har flere gange appelleret til allierede lande om at støtte en flyveforbudszone over Ukraine.

Det afviser flere partier i Folketinget at støtte, før Zelenskyj tirsdag taler i Folketinget.

Formanden for Det Udenrigspolitiske Nævn, Martin Lidegaard (R), mener, at det vil være for farligt.

- Zelenskyj vil måske bede om, at vi laver en no-fly-zone over Ukraine. Der er jeg enig med den amerikanske præsident, Joe Biden, i, at det kan blive for farligt, siger Lidegaard.

En flyveforbudszone kan lægge en dæmper på krigshandlingerne og beskytte Ukraine mod luftangreb.

Men det vil kræve, at en større militær magt går ind i Ukraine og håndhæver en sådan beslutning. Ruslands præsident, Vladimir Putin, har sagt, at det vil være en krigserklæring.

- Det kan eskalere til en egentlig atomkrig mellem Nato og Rusland, og så er der pludselig ingen af os, der er her mere. Så det siger vi nej tak til. Men til gengæld vil vi gerne yde den støtte, vi kan, uden selv at blive direkte part i konflikten, siger Lidegaard.

Forsvarsordfører i Dansk Folkeparti Kristian Thulesen Dahl vil ikke umiddelbart støtte et flyveforbud i Ukraine, som 24. februar blev invaderet af Rusland.

Heller ikke De Radikale mener, at det er en god idé at støtte en flyveforbudszone.

- Nej. Vi kan presse på for yderligere sanktioner og blive endnu hurtigere uafhængige af russisk gas, siger De Radikales politiske leder, Sofie Carsten Nielsen.

Men det er en sag, der skal besluttes i Nato, understreger den tidligere DF-formand. Nato har for nylig afvist ønsket fra Ukraine.

- Danmark kan ikke etablere no-fly-zone over Ukraine. Vi kan have en holdning, og så diskuterer man det internt i Nato-kredsen. Den røde linje her er i forhold til, hvornår Nato kommer til at optrappe en situation, så det er Nato, der bliver beskyldt for at starte tredje verdenskrig. Og det vil man selvfølgelig ikke, siger han.

Det er med andre ord en balancegang for Nato. Og Danmark skal ifølge Thulesen Dahl yde det, som Nato beder om, så Danmark er en entydigt troværdig partner for forsvarsalliancen.

Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, sagde fredag i sidste uge, at Nato-landene er enige om, at alliancen ikke skal etablere en flyveforbudszone i Ukraine.

Begrundelsen er, at det vil kræve kampfly fra Nato-lande i Ukraine, hvilket vil medføre en storkrig i Europa med omfattende lidelser til følge.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.