Politik

FN's generalsekretær opfordrer til svære kompromisser på klimatopmøde

Ingen lande vil få alle deres ønsker opfyldt, men skal gå på kompromis, siger FN-chef om klimatopmødet COP30.

FN's generalsekretær vil have landene til at bøje sig mod hinanden på COP30.
FN's generalsekretær vil have landene til at bøje sig mod hinanden på COP30. Pablo Porciuncula/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 17:08

I forhandlingslokalerne er fronterne trukket skarpt op, og røde linjer mellem verdens fattige og rige lande truer med mulige sammenbrud.

Men FN's generalsekretær, António Guterres, er fast i troen på, at verdens lande kan nå til enighed om de svære emner på årets klimatopmøde, COP30, i Belém, Brasilien.

Det siger han i en tale på topmødet torsdag, dagen før den officielle deadline.

Her opfordrer han alle verdens lande til at udvise fleksibilitet.

- Jeg appellerer kraftigt til alle delegationer om at vise vilje og fleksibilitet til at levere resultater, der beskytter mennesker og holder målet om en temperaturstigning på 1,5 grader i live, siger han.

Det kan der blive brug for, for med et døgn tilbage af topmødet står særligt to krav i potentiel modsætning til hinanden.

Mens verdens fattige lande kræver et nyt mål for finansiering af klimatilpasning, vil de udviklede lande med EU i spidsen kun sende flere penge mod syd, hvis man får lovning om en klar vej mod flere CO2-reduktioner.

- Vi vil have, at den her verden samler sig om at få udledningerne ned. Og hvis ikke man kan betrygge os i det, så bliver der ikke nogen aftale, sagde klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) onsdag.

FN-chefen ønsker, at begge sager finder vej til aftaleteksten.

- Jeg glæder mig over opfordringerne til en mekanisme for retfærdig omstilling og den voksende koalition, der beder om klarhed omkring overgangen væk fra fossile brændstoffer, siger han i sin tale.

Han understreger, at landene må indrette sig på, at man ikke kan få opfyldt alle sine krav.

- Ingen delegation vil forlade Belém med alt det, man ønsker sig. Men alle delegationer har en forpligtelse til at nå en afbalanceret aftale.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden