Første regning til EU-forsvarssamarbejde er på 12 millioner

12,2 millioner skal sendes til EU's forsvarssamarbejde, før Danmark officielt kan indtræde 1. juli.

Den første regning for Danmarks fulde deltagelse i EU's samarbejde om forsvar og sikkerhed er nu kommet efter afskaffelsen af forsvarsforbeholdet.

Op til 12,2 millioner kroner skal betales til de dele af EU's satellitcenter og Den Europæiske Fredsfacilitet, som Danmark hidtil ikke har kunnet deltage i.

Det fremgår af et aktstykke sendt af forsvarsminister Morten Bødskov (S) til Folketingets Finansudvalg, der skal godkende bevillingen.

Aktstykket er "af hastende karakter", da regeringen ønsker at indtræde formelt i det europæiske samarbejde 1. juli.

- Indtrædelse i samarbejdet er betinget af, at der tilvejebringes bevillingsmæssig hjemmel til at afholde udgifter til EU's satellitcenter og fredsfaciliteten, lyder det i aktstykket.

De 12,2 millioner dækker for resten af 2022. Det årlige beløb vil dermed fremover være højere.

0,2 millioner går til satellitcenteret, mens resten er til fredsfaciliteten.

Satellitcenter blev etableret i 2001 og har til opgave at levere satellitbilleder og analyser af konkrete situationer, lyder det. Det følger eksempelvis udviklingen i Ukraine.

Hovedparten af centerets arbejde er af civil karakter. De dele deltager Danmark i forvejen i, men kan nu deltage fuldt ud i samarbejdet efter afskaffelsen af forbeholdet.

Derfor har Danmark også hidtil frivilligt finansieret 90 procent af den samlede danske andel ved en fuld deltagelse, og de 0,2 millioner er de sidste 10 procent, som Danmark nu er forpligtet til at betale.

Den Europæiske Fredsfacilitet har eksisteret siden 2021 og "har til formål at styrke EU’s evne til at forebygge konflikter, opbygge fred og styrke den internationale sikkerhed".

Her har Danmark også bidraget til dele af samarbejdet tidligere, men kan med afskaffelsen af forbeholdet nu også bidrage til den del, der vedrører EU's militære missioner og operationer.

Inden folkeafstemningen om forbeholdet 1. juni slog finansminister Nicolai Wammen (S) fast, at "alle udgifter ved afskaffelse af forsvarsforbeholdet vil indgå i Danmarks forsvarsudgifter".

- Helt konkret betyder det, at der ikke skal findes flere penge end det, vi allerede har forpligtet os på, sagde Wammen 30. maj.

Til Jyllands-Posten har Udenrigsministeriet og Forsvarsministeriet tidligere oplyst, at Danmark skal bidrage med i alt 26,6 millioner årlige kroner ved at tilslutte sig EUs militære samarbejde. Det er vurderet med udgangspunkt i udgifterne til samarbejdet i 2021.

Dertil vil så komme, hvad enkelte EU-missioner, som Danmark vælger at deltage i, koster.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden