Folkemødet vender i år tilbage i fuld form

Den politiske festival Folkemødet starter torsdag på Bornholm og er i år igen et "frit folkemøde".

I 2021, hvor formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, her holder partiledertale, var der begrænset med mennesker til Folkemødet grundet coronarestriktioner. I år er Folkemødet tilbage i "fuld form". <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

I 2021, hvor formand for De Konservative, Søren Pape Poulsen, her holder partiledertale, var der begrænset med mennesker til Folkemødet grundet coronarestriktioner. I år er Folkemødet tilbage i "fuld form". Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Efter aflysning i 2020 og coronarestriktioner i 2021 vender Folkemødet på Bornholm i år tilbage i "fuld form", når fire dage med politisk festival indledes torsdag.

- Det bliver et frit folkemøde for første gang i to år. Og det glæder vi os simpelthen bare så meget til, siger Folkemødets direktør, Camilla Laudrup.

- Vi mener, at det kan noget helt særligt, at man mødes. Borgere og beslutningstagere mødes i øjenhøjde, i helt uformelle rammer under åben himmel – på bådene, på havnemolen, i teltene og debatterer vores fælles fremtid.

Folkemødet i år består af 200 eventsteder scener, hvor der skal afholdes 2500 events, debatter og politiske arrangementer.

- Der er ikke nogen tvivl om, at sundhed igen er et af årets store temaer, men klima og energi fylder også rigtig meget.

- Det er et af de absolut største temaer, som de hundredvis af organisationer og eventarrangører sætter på dagsordenen. Så klima er virkelig blevet en topscorer på Folkemødet, siger Camilla Laudrup.

Men også krigen i Ukraine kommer naturligt til at fylde på Bornholm i år. Hele lørdagen på Folkemødet er blevet døbt "Demokratiets Aften", og Ukraines ambassadør i Danmark, Mykhailo Vydoinyk, kommer på besøg.

- Som noget helt nyt kan vi jo se - desværre på en ulykkelig baggrund - at den internationale politik har en markant rolle på årets folkemøde.

Hele 13 partiledere dukker også op i løbet af dagene på Folkemødets hovedscene, hvor de holder tale.

Eksempelvis taler statsminister Mette Frederiksen (S) fredag klokken 13.

Torsdag og fredag er hun også i debat med henholdsvis Søren Pape Poulsen (K) og Jakob Ellemann-Jensen (V).

Folkemødet har været afholdt siden 2011 i Allinge på Bornholm.

Idéen til Folkemødet fik daværende indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder (V) og repræsentanter for Bornholms Regionskommune.

Der er gratis adgang til alle arrangementer under Folkemødet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden