Folketinget beholder F-16-fly grundet krigen i Ukraine

Politisk flertal udskyder udfasning af F-16-fly i lyset af krigen i Ukraine. Prisen er en milliard kroner.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Salget og udfasningen af de op mod 40 år gamle F-16-kampfly bliver udskudt som følge af krigen i Ukraine.

Den begyndte, da Ruslands præsident, Vladimir Putin, 24. februar sendte russiske soldater ind i nabolandet. Det har ifølge forsvarsminister Morten Bødskov (S) forandret alt.

- Putin har forandret alt. Også behovet for at Danmark bidrager til Natos kollektive forsvar og afskrækkelse, og dermed behovet for at vi kan beholde et højt dansk bidrag, siger forsvarsministeren på et pressemøde mandag eftermiddag.

Ifølge en pressemeddelelse fra Forsvarsministeriet vil det være "forbundet med væsentlige operative og sikkerhedspolitiske risici" at sælge flyene lige nu.

Forsvarschef Flemming Lentfer har anbefalet at beholde flyene indtil senest 2027. Den anbefaling har regeringen og et bredt flertal i Folketinget mandag valgt at følge.

Det vil koste 1,1 milliard kroner ekstra i perioden. Det går til udgifter til brændstof, indkøb af reservedele samt personel.

De første F-16-fly kom til Danmark i 1980, og der har i flere år været talt om, at de var gamle og slidte.

I august 2015 anbefalede den daværende forsvarschef, Peter Bartram, at flyene blev kaldt hjem fra bombetogter mod den militante bevægelse Islamisk Stat i Irak. Begrundelsen var, at flyene var "nedslidte".

Både den nye forsvarschef og forsvarsministeren mener dog, at flyene fortsat er funktionsdygtige over for russerne.

- De F-16-fly, vi har, er fuldt opdateret. Det er de blevet, siden de kom til i midten af 80'erne. De er fuldt ud kapable i en kort årrække. Det er altid et valg om, hvornår vi indfaser de nye, siger Flemming Lentfer på pressemødet.

Forlængelsen betyder, at Danmark kan deltage i forsvarsalliancen Natos beredskaber og missioner. Det kan eksempelvis være at patruljere luftrummet over Baltikum. Der har de været indsat flere gange før.

Med aftalen styrkes Danmarks nationale afvisningsberedskab også. Det skal ses i lyset af, at Rusland indimellem krænker luftrummet. Så sent som fredag sejlede et letbevæbnet russisk krigsskib ind i dansk farvand to gange.

Den langsommere udfasning af F-16 påvirker ikke indfasningen af F-35-flyene. Det er de amerikanske fly, Danmark køber for at erstatte de ældre fly.

De første F-35 fly ventes at lande i Danmark i 2023. De får base på Flyvestation Skrydstrup.

Den plan vil ikke blive fremrykket.

- Den indfasning er rigtig fast. Den afhænger ikke kun af danske leverancer, men også andre landes. Så den leveringsplan for F-35-fly kommer vi ikke til at ændre på. Vi er godt tilfredse med planen. De første fire fly står i USA og bliver brugt til omskoling, siger forsvarschefen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden