Folketinget gør reglerne for hjemmearbejde mere fleksible

I lyset af covid-19 og forventningen til fremtidens arbejdsmarked lempes reglerne for arbejdsstationer.

Et bredt flertal i Folketinget har lempet kravene til arbejdsgiver, når det kommer til hjemmearbejde. (Arkivfoto) <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

Et bredt flertal i Folketinget har lempet kravene til arbejdsgiver, når det kommer til hjemmearbejde. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Efter to år med hjemarbejde under covid-19 og med udsigten til, at det vil blive betydeligt mere brugt, lemper Folketinget nu reglerne for hjemmearbejdspladser.

Mens det udløser hård kritik fra fagforeningen HK, er beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) godt tilfreds.

- Jeg er glad for, at vi nu har fundet en politisk og afbalanceret løsning, som både giver mere fleksibilitet og tager hensyn til arbejdstagere med skiftende arbejdspladser, skriver han i en pressemeddelelse og fortsætter:

- Med denne løsning gør vi nu reglerne for hjemmearbejde mere tidssvarende, så de afspejler dagens arbejdsmarked, hvor arbejdet for visse medarbejdertyper kan udføres mange forskellige steder og ikke kun på kontoret.

Der er tale om reglerne for skærmarbejde. Her er der regler for, hvordan arbejdsmiljøet skal være. Ansatte må godt bruge deres eget udstyr, så længe det lever op til en række krav. Gør de ikke det skal arbejdsgiveren stille det nødvendige udstyr til rådighed.

For nuværende er det krav gældende, hvis den ansatte arbejder hjemme én dag eller mere på en normal arbejdsuge. For fremtiden vil kravet lyde, hvis den ansatte arbejder hjemme eller på andre faste arbejdssteder mere end to dage om ugen set over en måned.

Det kan dog betyde, at en lønmodtager ikke er omfattet, hvis vedkommende eksempelvis er to dage på kontoret, to dage hjemme og en dag et tredje sted.

Aftalen bringer da også langt fra glæde og ros fra fagforeningen HK, hvis medlemmer i høj grad er kontoransatte.

- Arbejdsgiverne får nu mulighed for at tørre udgifterne til en ordentligt hjemmearbejdsplads af på lønmodtagerne. Det mener vi ikke er rimeligt.

- Når grænsen er sat op til mere end to dage fra tidligere en, så vil der være arbejdsgivere, der spekulerer i det. Og lader lønmodtageren selv afholde udgiften, siger næstformand i HK Mads Samsing.

Han understreger, at hans medlemmer ofte ikke er højt lønnede og at det derfor kan være en mærkbar udgift selv at indrette hjemmekontoret.

Der er da også positivt toner fra Dansk Erhverv, en interesseforeningen for arbejdsgivere.

- Vi har fået et fornuftigt og balanceret regelsæt for hjemmearbejde. Det er et regelsæt, der er til at finde ud af.

- De nye regler sikrer, at vi får et fleksibelt og forsvarligt arbejdsliv uden unødige meromkostninger for arbejdsgivere og ansatte. Vi er derfor godt tilfredse med resultatet, skriver viceadministrerende direktør Laurits Rønn, i en kommentar.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.