regering og Folketing

Folketinget vil støtte Nato med flere kampfly og tropper

Udenrigspolitisk Nævn støtter at give regeringen mandat til nyt Nato-bidrag efter invasion.

Der er torsdag aften ekstraordinært møde i Folketingssalen for at få vedtaget et yderligere dansk bidrag til Nato efter Ruslands invasion af Ukraine. På billedet ses forsvarsminister Morten Bødskov(S)  (t.h.) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S).
Der er torsdag aften ekstraordinært møde i Folketingssalen for at få vedtaget et yderligere dansk bidrag til Nato efter Ruslands invasion af Ukraine. På billedet ses forsvarsminister Morten Bødskov(S) (t.h.) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S). Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:14

Udenrigspolitisk Nævn har godkendt regeringens ønske om at bidrage yderligere til Nato efter Ruslands invasion af Ukraine.

Det er sket med et bredt flertal, oplyser forsvarsminister Morten Bødskov (S) efter møde i nævnet.

- Vi har fået bred opbakning til styrket indsats i Nato. Det gælder kampfly og tropper. Og det gælder også det mandat, vores styrker arbejder under, siger Morten Bødskov (S).

Der er tale om et betydeligt øget militært bidrag til Nato både til vands, til lands og til luften.

Danmark vil blandt andet sende flere tropper og vil bidrage med F-16-kampfly til at overvåge luftrummet over Polen.

Samtidig har regeringen fået Folketingets støtte til, at de danske styrker kan operere med et nyt og langt mere alvorligt mandat.

Det nye mandat betyder, at danske tropper i yderste konsekvens må skyde først.

- Mandatet gælder de danske styrker, der er ude nu, og som må komme. Hidtil har de været ude i klassisk selvforsvarsmandat. Men nu kan de få et såkaldt skarpt mandat, hvis Natos territorium bliver krænket, siger Morten Bødskov.

Adspurgt om, hvorvidt det eksempelvis betyder, at danske kampfly må angribe russiske fly, hvis de krænker Natos luftrum, svarer forsvarsministeren:

- I aller, aller yderste konsekvens er det det, der er mandatet. Vi håber ikke, at det kommer dertil. Så det er alvorligt.

- Men indtil videre handler det om afskrækkelse og om at overvåge Natos territorium.

Det nye mandat skal vedtages i Folketinget. Det forventes at ske torsdag aften ved et særligt indkaldt møde.

- Vi står over for en ny sikkerhedstrussel. Derfor skal vi bidrage endnu mere til Nato-alliancen.

- Derfor vil vi om lidt gå i Folketingssalen og fremsætte et forslag, der vil give os mulighed for det i en situation, hvor Nato-landene rykker sammen, siger udenrigsminister Jeppe Kofod.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden