Forældre savner vished om pasningstilbud
Omstridt punkt om ny organisering af pasningstilbud i Saltum og V. Hjermitslev blev pillet af dagordenen. Nu sætter forældre deres lid til, at politikerne vil lytte til deres holdninger
SALTUM: Frustrationerne blandt forældre til børn i dagtilbuddet eller skolen i Saltum tager til i styrke. Forleden mødtes forældre til et møde for at drøfte, hvordan de skal forholde sig til planerne om, at de integrerede pasningsordninger i V. Hjermitslev og Saltum skal organiseres på en ny måde.
Forvaltningen har lagt op til, at der vælges en model, hvor vuggestuebørnene og de yngste børnehavebørn passes i Saltum, mens de ældste børnehavebørn passes i V. Hjermitslev, inden de vender retur til skolen i Saltum.
Men denne model vækker kritik blandt forældrene, der mener, at det vil ødelægge det helhedstilbud, som pt. findes i Saltum, hvor børn kan starte i vuggestuen og forlade niende klasse.
Efter planen skulle børne- og familieudvalget have drøftet sagen på et møde 27. marts, men punktet blev udsat.
- Der var nogen i udvalget, som ønskede at få sagen belyst bedre, så vi valgte at tage punktet af dagsordenen, og nu ligger sagen ved forvaltningen, siger udvalgsformand Susanne Møller Jensen (S) og oplyser, at punktet vil komme på dagsordenen til næstkommende møde 8. maj.
Håber på politisk forståelse
Forældrene har ikke tænkt sig at sidde med hænderne i skødet og afvente politikernes beslutning. De vil benytte den mellemliggende periode til at forsøge at skabe forståelse hos politikerne for, at man bør bevare tilbuddet i Saltum, som det er.
- Der er en snert af håb et eller andet sted, og det er nu, at vi virkelig skal fortælle dem, hvad vi som forældre ønsker. Jeg har en stor drøm om, at de ruller det tilbage og siger, at de godt kan indse, at det ikke er den rette løsning, siger Nathalie Albrechtsen, der er medlem af skolebestyrelsen i Saltum.
- Lige nu føler vi en stor uvished, og vi har ikke fået nogen begrundelse for, hvorfor sagen er udsat. Samtidig nærmer vi os en deadline. Den nye model skal træde i kraft efter sommerferien, og det har betydning for de forældre, der har skrevet deres børn op til det nuværende tilbud, men som har meddelt, at de ønsker at flytte deres børn, hvis politikerne vedtager den foreslåede model til ny organisering, siger hun.
Louise Vestergaard Kragh er mor til to drenge på henholdsvis fire og et år. Den ældste er i børnehave i Saltum, mens lillebror er i dagpleje i Pandrup.
I lighed med andre forældre er hun bekymret over de skift, som en ny organisering vil medføre.
- Det nye forslag medfører skift af omgivelser og børn og allervigtigst personale i en alder, hvor stabilitet, forudsigelighed og tryghed er altafgørende for at sikre trivsel og mulighed for udvikling, siger hun og uddyber:
- For et dagplejebarn vil den nye organisering indebære fire skift - et skift fra dagpleje til pasningstilbuddet i Saltum, herefter et skift til V. Hjermitslev. Derefter skal børnene i førskole i Saltum, hvorefter de skal i skole, siger hun.
Forældre tvivler på besparelse
Forslaget om den nye organisering er kommet på banen i forbindelse med budgetarbejdet for 2023, hvor en lukning af Solsikken i V. Hjermitslev indgik i et sparekatalog. Institutionen i V. Hjermitslev er en del af Saltum Udeskole.
Pt er der to børn i vuggestuen og 13 børnehavebørn i institutionen i Vester Hjermitslev, mens der i Saltum er syv vuggestuebørn, 31 børn i børnehaven og desuden 39 børn i skolefritidsordningen.
Ved at lukke institutionen i V. Hjermitslev kunne man i 2023 spare 700.000 kroner, men politikerne besluttede at bevare den. I stedet fik skolen i Saltum tildelt tilsvarende færre penge til driften i 2023.
Hvis politikerne vælger at rulle forslaget tilbage, skal disse penge jo findes et andet sted?
- Jamen, vi mener ikke, at der reelt er en besparelse. Med det her forslag skal man holde åbent to steder, og det betyder blandt andet, at man ikke kan slå børnegrupper sammen, hvis der er en sygemelding, så jeg kan slet ikke se en besparelse, siger Nathalie Albrechtsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.