Forsker om træning af soldater: Behovet er enormt i Ukraine

Ukraine har et kæmpe flaskehalsproblem og kan ikke nå at træne alle dem, der er udtaget til militærtjeneste.

Danmark og andre Nato-lande skal indstille sig på, at det ikke længere er tilstrækkeligt at levere våben til Ukraine.

For landet har akut behov for hjælp til at træne og uddanne de tusindvis af ukrainere, der er blevet indkaldt til hæren.

Det forklarer militærforsker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet.

- Ukraine har indkaldt rigtig mange unge mænd til militærtjeneste. Men de har et kæmpe flaskehalsproblem, der handler om, at de unge skal uddannes til at være gode soldater, inden de kan indsættes i kamp, siger han.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) har åbnet for, at Danmark begynder at uddanne ukrainske soldater i Danmark.

Og det er altså noget, der ifølge Anders Puck Nielsen er behov for.

- Der er brug for uddannelse i almen militærtjeneste. Og så er der brug for specifik træning i at bruge de vestlige våbensystemer, som Ukraine har fået leveret, siger han.

Tidligere har Ukraine primært benyttet russiske og østeuropæiske våben.

Men siden Ruslands invasion af landet i februar har Ukraine modtaget en del våbensystemer, som bruges af Nato-landene og produceres i Vesten.

Anders Puck Nielsen ser i princippet ikke nogen hindringer for, at Danmark kan gå i gang med at uddanne ukrainske soldater.

Der kan dog være sproglige barrierer, som vil kræve tolkebistand.

Og så vil det være begrænset, hvor mange ukrainere det danske forsvar har undervisere og faciliteter til at rumme.

- Hvis man ser på den grundlæggende militæruddannelse, vil det være relativt få, som vi har kapacitet til at tage ind, siger Anders Puck Nielsen.

Han forklarer, at man enten kan fokusere på at uddanne nye soldater i en form for målrettet værnepligtsforløb. Eller man kan have fokus på at oplære dem, der skal fungere som ledere i hæren.

- Der er mange, som skal ind og fungere som førere, men som ikke er vant til det, og ikke har de nødvendige ledelsesredskaber, siger forskeren.

Selv om det kan virke som en provokation over for Rusland, hvis Danmark begynder at træne ukrainere til kamp, frygter Anders Puck Nielsen ikke, at det vil optrappe konflikten mellem Rusland og Danmark.

- Dels vil Danmark ikke være de første. Der er andre lande, der er gået foran med træning af soldater. Og dels er konfliktniveauet i forvejen højt.

- Rusland er så sure over de våben, vi allerede har leveret til Ukraine, at jeg har svært ved at se, at dette skulle forværre situationen, siger han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.