regering og Folketing

Forskere advarer mod at rekruttere sygeplejersker fra tredjelande

Det er bekymrende, at regeringen vil rekruttere sygeplejersker fra Indien og Filippinerne, siger forskere.

Tre forskere advarer ifølge Information om at rekruttere sygeplejersker og sosu'er fra Indien og Filippinerne, da det kan dræne landene. (Arkivfoto).
Tre forskere advarer ifølge Information om at rekruttere sygeplejersker og sosu'er fra Indien og Filippinerne, da det kan dræne landene. (Arkivfoto). Sachin Kumar/Ritzau Scanpix

Dansk rekruttering af sygeplejersker fra Indien og Filippinerne kan resultere i øget sygdom og død i landene.

Sådan siger tre forskere fra afdelingen for global sundhed på Københavns Universitet til Information.

Forskernes udtalelser kommer på baggrund af, at regeringen i januar præsenterede, at man ville afsøge muligheden for at hente sosu'er og sygeplejersker fra tredjelande - lande uden for EU.

Dengang lød det fra uddannelse- og forskningsminister Christina Egelund (M), at Indien og Filippinerne var klar til at drøfte et eventuelt samarbejde om rekruttering af de to faggrupper.

Men det kan dræne landene, da de allerede har mangel på sygeplejersker, lyder det fra flere forskere.

- Når man som højindkomstlande har nogle af verdens bedst fungerende sundhedsvæsener, er det en etisk bekymrende måde at bruge verdens ressourcer på, siger Nanna Maaløe, der er læge og forsker i global reproduktiv sundhed, til Information.

Ifølge Christina Egelund er regeringen allerede med på de eventuelle faldgruber ved at rekruttere fra lav- og mellemindkomstlande, skriver Information.

Hun påpeger over for mediet, at Indien allerede har iværksat en større strategi om mere uddannelse af befolkningen - både på sundhedsområdet og generelt.

Samtidig fik hun ifølge Information på sit besøg hos Verdenssundhedsorganisationens (WHO) afdeling i Indien afvist, at der skulle være et problem med at rekruttere for eksempel sygeplejersker.

Det var blandt andet på grund af, at en række indiske delstater har overskud af dem.

Arbejdsløshed i lav- og mellemindkomstlande kan dog været et symptom på et sårbart sundhedssystem, siger Nanna Maaløe til Information.

- Det skal snarere ses som et opråb om, at sundhedssystemets struktur alarmerende har brug for støtte til at kunne løfte sine opgaver, siger hun til Information.

Trods at overskuddet kan være et udtryk for et dysfunktionelt sundhedssystem, advarer Christina Egelund ifølge Information om at generalisere om hele sundhedsvæsenet i Indien.

I regeringens politiske aftale fra januar lyder det, at op mod 1000 sosu'er og sygeplejersker fra tredjelande skal have lettere ved at få job i Danmark.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden