Politik

Forsvarets kunstbesparelser skal gå til idrætsfaciliteter

Soldater landet over kan se frem til at bruge knap 140 millioner kroner på idrætsanlæg frem for mere kunst.

Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) brugte en del af sin torsdag på at præsentere regeringens udspil til en strafreform.
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) brugte en del af sin torsdag på at præsentere regeringens udspil til en strafreform. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 16:39

Forsvarskommandoen anbefaler, at de millioner af kroner, som Forsvaret slipper for at bruge på kunstnerisk udsmykning på kaserner, flyvestationer og andre statslige byggerier, skal bruges på eksempelvis idrætsfaciliteter på tjenestestederne til gavn for soldaterne.

Det skriver Forsvarsministeriet i en pressemeddelelse. Det drejer sig om cirka 139 millioner kroner.

I forbindelse med forsvarsforliget, som gælder fra 2024-2033, blev forsvarsområdet undtaget fra statens såkaldte kunstcirkulære. Det gælder for alle statslige myndigheder. Altså herunder Forsvaret.

Cirkulæret betyder, at Forsvaret under normale omstændigheder var tvunget til at bruge penge på kunst. Mere konkret skulle 1,5 procent af Forsvarets håndværkerudgifter gå til kunstudsmykning.

Men blandt andet på grund af det massive behov for oprustning af det danske forsvar blev kunstcirkulæret kritiseret fra flere sider i forbindelse med forsvarsforhandlingerne. Og Forsvaret blev herefter undtaget.

- Jeg har i dag orienteret forligskredsen om, at provenuet fra at undtage Forsvaret fra kunstcirkulæret skal bruges på initiativer, som kommer soldaterne til glæde og gavn i deres hverdag, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i pressemeddelelsen.

Ministeren tilføjer, at han har forståelse for den kritik, der har været fra for eksempel soldaternes side. De vil hellere have forbedret deres bygninger end have mere kunst.

- Det er helt afgørende, at der også lokalt er mulighed for at forbedre vilkårene, og det gør vi med den her model, siger Lund Poulsen.

Forsvarsministeriet oplyser, at de 139 millioner kroner kommer i en pulje. Herfra kan de enkelte tjenestesteder "trække på provenuet til personelnære tiltag". Det sker efter anbefaling fra forsvarschefen, skriver ministeriet. Puljen iværksættes i år.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden