Forsvarsminister ønsker EU-træningsmission af ukrainere

Ved EU-ministermøde vil forsvarsminister Morten Bødskov (S) støtte en EU-træningsmission af Ukraines forsvar.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) er 29. og 30. august til EU-forsvarsministermøde i Prag. Det er første gang siden Danmark officielt tiltrådte EU's forsvarssamarbejde. (Arkivfoto). <i>Claus Fisker/Ritzau Scanpix</i>

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) er 29. og 30. august til EU-forsvarsministermøde i Prag. Det er første gang siden Danmark officielt tiltrådte EU's forsvarssamarbejde. (Arkivfoto). Claus Fisker/Ritzau Scanpix

For første gang siden det danske EU-forsvarsforbehold blev afskaffet ved en folkeafstemning 1. juni deltager forsvarsminister Morten Bødskov (S) tirsdag fuldt ud i et EU-forsvarsministermøde.

Det sker i Tjekkiets hovedstad, Prag. På mødet vil krigen i Ukraine være på dagsordenen.

- På mødet skal en EU-træningsmission diskuteres, hvor EU kommer til at spille en større rolle i form af træningsaktiviteter af det ukrainske forsvar, siger Morten Bødskov.

Han kalder det en "god idé", at også EU nu vil træne ukrainske soldater.

- Jo mere, der kan gøres, jo bedre.

- Derfor er det også vigtigt, at EU nu kommer til at spille en stærkere rolle. Jeg finder det helt naturligt, at EU styrker sit arbejde her. Det er en konflikt, der kommer til at tage lang tid. Derfor er det vigtigt, at vi hjælper Ukraine med alt, vi kan hjælpe med, siger den danske forsvarsminister.

Hvornår den eventuelle EU-mission kan begynde, er "svært at sige". Men det vil skulle foregå uden for Ukraine, fortæller Morten Bødskov.

Danmark deltager i forvejen i en britisk træningsmission uden for EU. 130 danske instruktører sendes løbende til Storbritannien for at uddanne ukrainske soldater.

Det blev annonceret 10. august, hvor Morten Bødskov også fremlagde to tilbud til Ukraine.

- Vi har også sagt, at hvis ukrainerne vil, kan vi lave træning i Danmark af Ukraines militær. Det kan være af deres befalingsmænd – deres ledelse af deres militær.

- Og så har vi for det tredje sagt, at det danske hjemmeværn gerne stiller sig til rådighed med uddannelse og udvikling af et egentligt ukrainsk hjemmeværn, sagde Morten Bødskov.

Tilbuddene har Ukraines forsvar "vist stor interesse for", men der er fortsat kun dialog omkring dem.

- Vi ser frem til en videre dialog. Der er en god, konstruktiv dialog, men mere kan jeg ikke sige om det, siger forsvarsministeren.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.