Forsvarsministre fra S og V går sammen: Reserven skal være større

Forsvarsminister Morten Bødskov og eksforsvarsminister Søren Gade har fælles ønske til nyt forsvarsforlig.

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og Søren Gade (V) ses her til pressemøde om Esbjerg Havn i maj måned. Søren Gade er formand for Esbjerg Havn. <i>Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix</i>

Forsvarsminister Morten Bødskov (S) og Søren Gade (V) ses her til pressemøde om Esbjerg Havn i maj måned. Søren Gade er formand for Esbjerg Havn. Bo Amstrup / Ritzau Scanpix/Ritzau Scanpix

Når et nyt forsvarsforlig skal forhandles på plads efter folketingsvalget, skal det være en prioritet, at Forsvarets reservestyrke bliver større og nemmere at være en del af.

Det mener forsvarsminister Morten Bødskov (S) og tidligere forsvarsminister Søren Gade (V), der søndag præsenterer et fælles forslag i Avisen Danmark.

Søren Gade var forsvarsminister fra 2004 til 2010 og er i dag EU-parlamentariker og folketingskandidat.

For den nuværende forsvarsminister handler forslaget om at styrke "fundamentet for forsvaret".

- Vi skal åbne forsvaret meget mere, så man kan hoppe ind og ud og bruge sine kompetencer bedre, siger Morten Bødskov til Avisen Danmark.

- Og så man kan få nye kompetencer uden for forsvaret, som man så kan tage med tilbage. Kampen om arbejdskraft bliver enorm, og derfor er forsvaret nødt til at være meget mere fleksibelt.

Søren Gade peger blandt andet på, at det er "billigere for samfundet, hvis vi opbygger en ordentlig reserve igen".

- Vi har for mange, som er 2-2,5 år i forsvaret, får en milliondyr uddannelse og så bare går ud i det private arbejdsmarked uden nogen form for kontrakt. Der skal vi som samfund gøre mere ud af, at dem, der har fået en dyr uddannelse, får mulighed for at komme tilbage gennem forsvarets reserve, siger Søren Gade til avisen.

Han ønsker, at den offentlige sektor skaber "nogle rammer, så medlemmer af reserven nemt kunne få fri" og dermed bidrage til reserven ved siden af civilt arbejde.

Ifølge Forsvarets hjemmeside er der i det nuværende forsvarsforlig aftalt, at der i 2023 skal være 3400 reservister.

Reserven består også af frivillige fra Hjemmeværnet ud over såkaldt personel af reserven. Det sidste er personer, der har gennemført en reserveuddannelse i Forsvaret eller tidligere har været fastansat.

I alt har Forsvaret omkring 19.500 medarbejdere. Dertil kommer de værnepligtige. I 2021 var der 4770, der påbegyndte værnepligt.

Det nye forsvarsforlig i 2023 skal lægge retningen for det danske forsvar de næste 10 år.

Det skal forhandles på plads, efter at det nationale kompromis fra marts tilfører Forsvaret ekstra 18 milliarder kroner årligt fra 2033. Det skal ske for at leve op til Nato-kravet om, at forsvarsbudgettet udgør to procent af bruttonationalproduktet (bnp).

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.