Fra misbrugsbehandling til sæddonation
Aalborg-rådmand lander ny direktørpost
Opdateret kl. 18:42
AALBORG: Byrådsmedlem og fungerende rådmand i senior- og omsorgsforvaltningen i Aalborg Kommune, Maja Torp (V), har landet et nyt job.
Fra og med 1. maj skal hun nemlig være direktør i Brancheforeningen for sæd- og ægdonation, et job som hun regner med vil give hende lidt mere tid til sit politiske virke.
- Fertilitetsområdet spiller en større og større rolle i vores samfund, da et stigende antal både kvinder og mænd - af forskellige årsager - har svært ved selv at få børn. Derfor glæder jeg mig utrolig meget til at arbejde for netop at kunne hjælpe flere til at få ønskebørn, skriver hun i et opslag på Facebook.
Maja Torp afløser i øjeblikket Kristoffer Hjort Storm (DF) på posten som senior- og omsorgsrådmand, da han er på barselsorlov, og i perioder har hun også siddet i Folketinget for sit parti, hvor hun først var barselsvikar for Marie Bjerre og senere afløser for Karsten Lauritsen, da denne trak sig før tid.
Hun har desuden været leder af Aalborg Kommunes misbrugscenter.
- Jeg har jo arbejdet med ligestilling, mens jeg var i Folketinget, og der vil være rigtigt meget i mit ny job, der også kommer til at handle om ligestilling. For eksempel i forhold til at få tilpasset noget lovgivning, forklarer Maja Torp.
Hun regner med, at hun kan bruge sine politiske kompetencer fremme dagsordenen - også når det kommer til at hjælpe flere til at få de børn, de så brændende ønsker.
- Vores fertilitet daler jo, og vi bliver ældre og ældre, før vi bestemmer os til at få børn. Og samtidig samtidig falder mange mænds sædkvalitet desværre også, tilføjer hun.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.