Frie Grønne og KD kommer ikke i Folketinget

Hverken Frie Grønne eller Kristendemokraterne har kunnet sikre nok stemmer til at opnå valg til Folketinget.

Sikandar Siddique, der er politisk leder af Frie Grønne, ryger ud af Folketinget. Hans parti har ikke fået nok stemmer til at komme over spærregrænsen på to procent. Heller ikke Kristendemokraterne kommer i Folketinget. <i>Nils Meilvang/Ritzau Scanpix</i>

Sikandar Siddique, der er politisk leder af Frie Grønne, ryger ud af Folketinget. Hans parti har ikke fået nok stemmer til at komme over spærregrænsen på to procent. Heller ikke Kristendemokraterne kommer i Folketinget. Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

12 ud af 14 partier har opnået valg til Folketinget. Frie Grønne og Kristendemokraterne er under spærregrænsen og kommer ikke ind.

Det viser valgresultatet, som ligger klar natten til onsdag.

Det kræver to procent af stemmerne at få pladser i Folketinget, men det har ingen af de to partier kunnet mønstre.

Og det har ikke været et så tæt løb. Frie Grønne er kravlet op på 0,9 procent af stemmerne, mens Kristendemokraterne når 0,52 procent.

Dermed ryger Sikandar Siddique, der er politisk leder for Frie Grønne, ud af Folketinget.

Ifølge Siddique har hans parti startet en revolution, som vil fortsætte efter valget.

- Jeg glæder mig utrolig meget til at arbejde videre med jer alle sammen, sagde Sikandar Siddique til de fremmødte ved Frie Grønnes valgfest på Nørrebro tirsdag aften.

Det grønne parti, som slår sig op på blandt andet klima og antiracisme, hører under rød blok. Partiet blev stiftet i 2020 af afhoppere fra Alternativet.

Kristendemokraterne derimod støtter blå blok.

Efter at have været uden repræsentation i Folketinget 16 år fik Kristendemokraterne i 2021 et folketingsmedlem, da Jens Rohde skiftede fra De Radikale og til Kristendemokraterne.

Han stiller dog ikke op til dette valg, og for godt to måneder siden – 25. august – fortalte han, at han havde meddelt Folketinget, at han ikke længere repræsenterede partiet.

I maj meldte partiets daværende landsformand, Isabella Arendt, sig ud af partiet og forlod posten.

Siden har Marianne Karlsmose overtaget, og hun havde håbet, at hun kunne skubbe partiet op over spærregrænsen på to procent og dermed ind i Folketinget.

Men allerede da valgstederne lukkede, og DR og TV 2 udsendte valgstedsmålinger, måtte Karlsmose sande, at det så meget svært ud for det blå parti.

- Der skal vist et mirakel til, lød det.

- Jeg er stolt af, at vi har kæmpet for det, vi har troet på i en svær situation mod alle odds, sagde Karlsmose.

Rød blok ender med 87 mandater, mens blå blok sikrer sig 72 mandater, viser TV 2's opgørelse. Derudover får Moderaterne, som ikke vil bekende sig til nogen blik, 16 mandater.

Der er også fire nordatlantiske mandater. De to grønlandske plejer at gå til rød blok, mens Færøerne ved valget i 2019 sendt et mandat til blå blok og et til rød blok.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.